Det virkede helt uvirkeligt, da Nicolai Højgaard med tre birdies i træk bragte sig alene i spidsen for Masters i -7. Til gengæld virkede det, som om den kendsgerning slog ham helt ud, for han fik bogey på de fem følgende huller. Pludselig stemte længderne ikke, og han tog måske et par chancer, som ikke gav bonus. Amen Corner spillede han på første runde i -3. I dag blev det i +3, og han var på et ærgerligt besøg i Rae’s Creek på 13. På Gettys billede ser han shell-shocked ud på hul 11 efter den første af de fem bogeys i træk.

I det mindste kom han fint ind og i på 18 og reddede en runde i +2. For så vidt ingen katastrofe, men et skrækkeligt antiklimaks. Når han får sundet sig, lærer han formentlig at håndtere situationen næste gang, han fører en major. Nu ved han i hvert fald, at han kan gøre det – og det er da stadig flot at ligge nr. 6 i -2, delt med Cameron Davis og Xander Schauffele.

Efter to dage, hvor spillerne kæmpede med voldsom blæst og begrænsede temperaturer, blev moving day en golffest, som spillerne bl.a. belønnede med et betydeligt højere spilletempo, ca. time hurtigere end fredag.

De to dages blæst havde fået greens til at tørre hurtigt ud, og de er på vej mod den hårdhed, der gør dem ekstra hårde og drilske. Flagene stod også mindre venligt end de første dage, så der var nok af udfordringer og masser af dramatik. Publikum nød varmen og solskinnet, og de berømte Augusta roars belønnede jævnligt særligt fine præstationer.

Da Højgaard førte, var Ludvig Åberg nr. 4. Efter danskerens første bogey førte fire spillere i -6, men igen i dag havde bag-9 mange ofre. Det første var Scottie Scheffler, der efter dobbeltbogey-bogey på 10-11, var tilbage på sjettepladsen. Så lavede han en smuk eagle på 13 og endte i -7 som den eneste. Han er et slag foran en velspillede Collin Morikawa og to foran Max Homa.

Ludvig Åberg er nr. 4 i -4, mens Bryson DeChambeau, som tilsyneladende var på en nedtur som Højgaards, fik birdie på 18 ved at hole sit tredjeslag, så han er på femtepladsen i -3.

Kun 12 spillere ligger under par før sidste runde. Blandt dem er ikke Rory McIlroy, der ligger som 21 i +3. Heller ikke Jon Rahm, der ligger som 28 i +5, mens Brook Koepka – og Phil Mickelson – ligger som 36 i +6.

Thorbjørn Olesen er ikke ven med sine køller og ligger nu som nr. 56 i +11, men han deler placeringen med en af feltets mest populære spillere, Tiger Woods. Måske tog de 23 huller fredag hårdt på ham, og han vil ikke kunne lide sin runde i +10.

Forrige artikelVictor Bjørløw nr. 4 i Polen – dansk revanche på LET ACCESS Tour
Næste artikelScheffler vandt sikkert foran Ludvig Åberg – Nicolai Højgaard blev nr. 16
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.