Søndag kan Nicole Broch Larsen (billedet fra lørdagens runde/Getty) blive den første dansker, der vinder på LPGA. Det bliver ikke let, men hun har nu gennem tre runder af CP Women’s Open i Canada vist, at hun har det, der skal til. Hun gik tredje runde i 66 slag, -6, præcis samme score som de to første, og -18 har kun en enkelt spiller kunnet følge med til, sydkoreaneren Jin Young Ko.

De to klædte hinanden, da de gik en flot og koncentreret førerbold. Ko var bogeyfri med syv birdies. Der sneg sin en enkelt bogey ind på det danske scorekort, men der var til gengæld også fem birdies og en eagle.

Søndag må Broch Larsens karriere gerne få skær af det sted, turneringen spilles: Aurora (morgenrøden) i Ontario. Det ligner en ny duel mellem hende og Ko, men naturligvis kan man ikke se bort fra hjemmefavoritten Brooke Henderson, der er nr. 3 i -16 og vil have det store publikum bag sig, når hun igen forsøger at forbedre alle eksisterende canadiske rekorder. Nr. 4 ligger i -13, så lad os håbe, at der kun bliver tre om at afgøre det.

Det var ikke Nanna Koerstz Madsens dag. Fem birdies var ellers udmærket, men det var en af de dage, hvor hendes scorekort er crazy. Der var nemlig også fem bogeys og en enkelt dobbeltbogey – og så syv pars. Hun ligger nu som 55 i -2.

Måske vil Catriona Matthew komme til at fortryde, at hun ikke tog Nicole eller Nanna med på Solheim Cup-holdet. Suzann Pettersen har i hvert fald ikke fundet formen endnu. Hun ligger som 70 i +1 efter en runde i +3.

Forrige artikelErik van Rooyen skød til tops
Næste artikelMidtfyns GK udfordrer alle
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.