Der var en stor opmuntring til Joachim B Hansen på anden runde af BMW PGA Championship, da han fik hole in one på 10. hul på vej mod en runde i -4. Den bragte ham frem i -7, hvor han deler 14. pladsen med bl.a. Nicolai Højgaard, som ligesom i går gik de første 11 huller i par, men derefter i dag gik de resterende huller i -5.

På Gettys billede modtager Joachim B. Hansen en magnumflaske vin for sit es.

Jeff Winther fik desværre  bogey på det hul, han skulle færdigspille fra runde 1, og det så ikke så godt ud, før han med birdies på 16 og 17 krøb op i -2, der var cutgrænsen en stor del af dagen. Først til allersidst blev det sikkert, at cuttet ikke krøb til -3, så han var sikker.

Blandt dem, der kom farende nedefra, var Lucas Bjerregaard, der gik i -4 og i -3 er nr. 52. Til gengæld var det slut for Thorbjørn Olesen +1, Søren Kjeldsen +2, Thomas Bjørn +5 og Rasmus Højgaard +8.

Kiradech Aphibarnrat holder stadig spidsen i -12 foran Laurie Canter -11 og Adam Scott -10.

Norske Viktor Hovland lå uden for cuttet efter første runde, men kom stærkt tilbage med en runde i -5. Derimod missede Robert MacIntyre, Tyrell Hatton, Luke Donald og Ian Poulter cuttet i -1 og styrkede ikke deres chancer for et Ryder Cup wild card.

Forrige artikelSprudlende Nicolai Tinning gjorde alle gode gange til tre
Næste artikelKlar til DM-finaler på Falster
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.