Skal vi le eller græde? Joachim B. Hansen (billedet, Getty) var fremme som treer i Amundi Open de France, da han skulle slå sit andet slag på hul 13. Hans bold havde en stor klat mudder, der formentlig var årsagen til, at slaget havnede i rough til venstre for green. Derefter slog han to bolde over green og i vandet og endte med at notere en nier, en quintuple bogey, så han faldt tilbage som nr. 14.

Åh nej! Man mindedes straks hans bedste ET-placering, hvor han i Aberdeen blev nr. 2 trods en quadruple bogey – og hvad nu med chancen for at komme med i de tre afsluttende turneringer på Race to Dubai?

Men … det tør siges, at adrenalinen pulserede i Hansen på bedst mulige måde. En, to, tre, fire birdies fik han på de næste fire huller og var tæt på en mere på sluthullet. Pludselig stod Dannebrog igen på første side af leaderboardet, og JB ligger i -8 som delt nr. 5, kun to slag efter sydafrikaneren George Coetzee på andenpladsen. En runde med otte birdies og kun en enkelt bogey – men desuden en ærgerlig femdobbelt bogey Nu ligger han igen tæt på de pladser, der vil kvalificerer til Turkish Airlines Open, om end der først skal spilles Portugal Open. Søndag bliver meget vigtig – der skal fightes igen!

Nicolas Colsaerts, Belgien fører i -13, da han undgik de kalamiteter, der ramte konkurrenterne på stribe på 13. hul, og som delt 3 finder man Jamie Donaldson, Wales og Kurt Kitayama, USA, mens Hansen deler med ireren Gavin Moynihan og skotten Ritchie Ramsay.

Desværre blev det ikke noget god dag for Nicolai Højgaard, der på et tidspunkt var fremme som nr. 42 og kunne komme tæt på sit mål med nogle birdies. Det blev i stedet til to bogeys på de sidste tre huller, så han nu er nr. 61 i +3.

Forrige artikelRasmus klatrede – Nanna og Nicole stod stille
Næste artikelSidste dag blev dansk moving day i Asien
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.