Igen i denne uge spilles der to turneringer tællende til DP World Tour ranglisten; ISPS Handa Australian Open i Australien, igen med brødrene Højgaard i feltet, og Investec South African Open Championship, hvor Martin Leth Simonsen, Oliver Hundebøll og Joachim B. Hansen i lighed med sidste uge er med, og suppleres af de to nybagte DPWT-medlemmer John Axelsen og Christoffer Bring.

I begge turneringer er sidste uges vindere med; Cameron Smith i Australien og Dan Bradbury i Sydafrika. Og det er værd at nævne, at en del LIV Golf-spillere – med Smith i spidsen – deltager i de to turneringer, der er tællende til verdensranglisten, OWGR (i modsætning til LIV Golf-turneringerne).

Når det er væsentligt igen at nævne, så skyldes det, at ugens hovedattraktion er Tiger Woods’ personlige invitationsturnering, Hero World Challenge på Bahamas. Til trods for at turneringen er en ren invitationsturnering, med bare 20 deltagere, intet cut og gode præmiepenge til alle, så tæller den til verdensranglisten og støttes af PGA Tour selvom det ikke er en officiel PGA Tour-turnering. Det eneste punkt, hvor Hero World Challenge adskiller sig fra LIV Golf-turneringerne i forhold til at overholde kravene fra OWGR, er at der spilles 72 huller. Det er vel ret beset temmelig dobbeltmoralsk, og mon ikke LIV Golf vil benytte netop Hero World Challenge som bilagsmateriale, når eller hvis det kommer til et sagsanlæg mod OWGR. De har alt andet lige en god sag.

Tiger Woods har for øvrigt måttet melde afbud med en skade i foden, og er blevet erstattet af Sepp Straka, som altså får en gylden mulighed for at score vigtige OWGR point til Ryder Cup’ens World Ranking kvalifikationsliste.

TV-tider:

ISPS Handa Australian Open: V Sport Golf fra kl. 02.00 torsdag, fredag og søndag (fra kl.04.00 lørdag)

Investec South African Open Championship: V Sport Golf fra kl. 11 torsdag-fredag, og kl. 10.30 i weekenden.

Hero World Challenge: Discovery+/GOLFTV/Eurosport fra kl. 19.30 torsdag-fredag og kl. 18.00 i weekenden.

Asian Tour: Indonesian Masters: V Sport Golf fra kl. 07.00 torsdag-fredag, og fra kl. 05.00 i weekenden (på Viaplay).

Foto: Tiger Woods er igen skadet og har meldt afbud til sin egen invitationsturnering, hvor Viktor Hovland er forsvarende mester. (Getty Images)

Forrige artikelTirsdagsanekdoten om 100 mio. $ i PIP
Næste artikelNicolai Højgaard og Christoffer Bring gør det fint
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.