Anden dag af Singapore Classic gik bedre for de danske farver, men hvor mange der klarer cuttet, bliver først afgjort lørdag, da spillet igen måtte afbrydes pga. mørke.

Den kinesiske amatør Wenyi Ding fører i -11 med fire huller igen, mens nordireren Tom McKibbing i samme score er færdig.

Jeff Winther og Niklas Nørgaard Møller blev begge færdige og er delt nr. 18 i -7. Især Nørgaard imponerede med en runde i -6.

Det kan Marcus Helligkilde gøre endnu bedre, hvis han holder stilen lørdag morgen. Han er i -6 for 14 huller og i alt nr. 31 i -5. John Axelsen fik ikke rigtigt fat i dag og kom rundt i +1, så han er nr. 41 i -5. Cuttet er aktuelt -3, så Helligkilde må ikke ryste alt for meget på hånden. Thomas Bjørn ligger i -2 med to huller tilbage, så vi håber, mens  det er slut for Martin Leth Simonsen +1, Oliver Hundebøll +2 og Christoffer Bring +7, mens Søren Kjeldsen trak sig før runden.

Anden runde færdigspilles fra solopgang, mens tredje tidligst starter kl. 10.40.

Nicole Broch Estrup havde en skidt anden runde i Lalla Meryem Cup. Resultatet +7 betød, at hun faldt tilbage til nr. 23 i +3. Amalie Leth-Nissen startede dagen som næstsidst i +12, men kom med en runde i par tættere på cuttet, end man kunne have drømt om. Det blev +8, mens Leth-Nissen rykkede frem som nr. 78.

Dimension Data Pro-Am er også afbrudt i runde 2, men med tre baner er der først cut efter runde 3. Nicolai Kristensen rykkede 55 pladser frem som nr. 45 i -3, Jeppe Kristian 40 pladser frem som nr. 90 i par, og han har endda seks huller tilbage lørdag morgen, og så er Lucas Bjerregaard (billedet) på vej mod et mindre mirakel. Han startede dagen i +9 og sluttede den i +1 med 8 birdies og resten par. Også Joachim B. Hansen ligger i +2, men har seks huller tilbage. Det ser lidt sortere ud for Benjamin Poke i +5.

WM Phoenix Open blev flere timer forsinket pga. frost(!). Da første dag sluttede, var det dobbelt canadisk i toppen, da såvel Nick Taylor som Adam Hadwin var færdige i -5. Da runden blev færdigspillet, var de passeret af Jason Day -6, men da anden runde kom i gang, rykkede favoritterne, og netop nu fører Scottie Scheffler -9 for 15 foran Jon Rahm, der er færdig i -8.

Forrige artikelNicole Broch Estrup nr. 2 – skrækkelig dansk dag på Fancourt
Næste artikelEnten vinder han, eller også….
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.