Det virker umuligt, hvad John Axelsen (billedet/ Jesper Vinzents) gjorde i et vejrlig, hvor stormende kuling blev til storm i de voldsomme regnbyger. Han fik fem birdies i træk på hul 11-15 i sidste runde af Race to Himmerland og stormede dermed frem i spidsen. Han gik sammen med finske Niclas Hellberg, der var inde i billedet lige til 18. green, men da såvel han som Axelsen måtte ‘nøjes’ med par på det vanskelige hul, der stod for så mange ulykker i Made in HimmerLand, var en meget fortjent sejr i hus.

Også amatøren Frederik Birkeland imponerede. Han kom blæsende fra par og førte i -4, før Axelsen startede sit birdieorgie. Han gik resten af runden i par (en bogey og en birdie) og delte tredjepladsen i denne slutstilling i toppen: 1. John Axelsen, Smørum -7. 2. Niclas Hellberg, Finland -6. 3. Frederik Birkelund, The Scandinavian og Charlie Lindh, Sverige -4.

Jeppe Kristian blev nr. 9 i -2 og Sebastian Friedrichsen nr. 11 i par, så der var knap så fuldt af danskere i toppen, som der plejer at være, men stadig kan man konstatere, at samtlige ti turneringer, som ECCO Tour har arrangeret, er vundet af danske spillere.

På Road to Europe ser det nu ud til, at Jeppe Kristian, John Axelsen, Nicolai Tinning og Frederik Birkelund er så godt som sikre på kort til Challenge Tour, mens Sebastian Friedrichsen udbyggede afstanden til Hamish Brown i kampen om det sidste kort, men der er to nordiske finaleturneringer tilbage.

Forrige artikelGolfbladet – Oktober 2022
Næste artikelOWGR afviser MENA Tour og dermed LIV
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.