Justin Thomas er nummer et her og der og allevegne.

Med nattens sejr i WGC-FedEx St. Jude Invitational øgede den 27-årige fra Kentucky sit forspring på PGA Tourens FedEx Cup rangliste og han vandt førstepladsen på verdensranglisten tilbage.

Sejren var Justin Thomas’ tredje i indeværende sæson, og hans 13. sejr i alt, og kun to spillere siden 1960 har vundet så mange sejre i den alder; nemlig Tiger Woods og Jack Nicklaus.

Inden finalen var Thomas fire slag efter den førende Brendan Todd og på en femteplads, men fire birdies på for9 kombineret med, at Todd hele tiden kæmpede for at holde par, betød at de stod lige på turnen. Thomas fik dagens eneste bogey på 12. hul, men trak afgørend efra med birdies på 15. og 16., mens Todd kollapsede på bag9 i en finalerunde efter at have ført for anden gang på få uger. Todd gik en birdie-fri 75’er med fire bogeys på bag9 og sluttede på delt 15. plads.

Thomas’ sejr i -13 var tre slag bedre end fire spillere på andenpladsen; den forsvarende mester Brooks Koepka som efter at have skiftet svingtræner til Pete Cowan, overvandt sin spillemæssige krise på mindre end en uge, Daniel Berger, 50-årige Phil Mickelson og engelske Tom Lewis, som efter en 61’er lørdag lagde ud med at spille for9 i fem under par, 30 slag, men stagnerede på bag9 og måtte nøjes med 66.

Barracuda

I Californian spillede PGA Tourens andet geled den lille Barracuda Championship, og her fik Richy Werenski endelig en sejr i hus efter i flere uger at have spillet flot golf og ligget godt til. Han vandt i det modificerede stableford-system med et enkelt point foran Troy Merritt med Fabian Gomez på tredjepladsen sammen med østrigske Matthias Schwab.

Var Schwab sluttet ét point bedre og delt andenpladsen med Merritt havde han sikret sig et special Temporary membership af PGA Tour. Sydafrikanske Branden Grace blev testet positiv for Covid-19 og trak sig fra turneringen på et tidspunkt da han lå på andenpladsen.

LPGA

Kvindernes LPGA Tour kom omsider i gang igen, med LPGA Drive On Championship i Ohio, som karismatiske Danielle Kang vandt foran franske Celine Boutier og Minjee Lee fra Australien.

PGA Tour Champions

Forrige års Ryder Cup kaptajn Jim Furyk debuterede i den ‘gamle drenges række’, med en sejr i The Ally Challenge på Champions Tour. Med 14 under par var han to slag bedre end Retief Goosen og Brett Quigley.

Korn Ferry Tour

Endelig blev det sejr til Seth Reeves i Korn Ferry Tours Pinnacle Bank Championship. Reeves startede finalerunden to timer inden førerbolden og var otte slag efter den førende Ryan Ruffels, men en 64’er viste sig nok til at henvise Ruffels og fire andre til en delt andenplads.

Foto: Getty Images

Forrige artikelSofie Kibsgaard og Hamish Brown vandt DM i slagspil
Næste artikelTirsdagsanekdoten om en kuldsejlet og genrejst golfskulptur
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.