Jon Rahm skal være kaptajn for sit eget hold på LIV Golf. Det bliver slået fast på LIV’s website, men der står ikke noget om på hvilket hold – eller om den 29-årige spanier får sit eget hold.

På pressekonferencen natten til fredag ville Rahm ikke udtale sig om hvilket hold han skal stå i spidsen for, men det ligger i luften at han får ’sit eget franchise’ som de kalder det på LIV Golf.

Og det betyder at der er et hold, der bliver droppet. Eller som Rahm overtager. Men hvilket?

Vi har kigget de 12 hold i gennem, og pilen peger primært på to hold – Cleeks og The iron Heads, anført af hhv. Martin Kaymer og Kevin Na. Udover at være blandt de mindst profilerede kaptajner, så har de heller ikke spillet specielt godt, og Kaymer’s Cleeks består p.t. kun af ham selv og den aldrende engelske journeyman, Richard Bland. Mens Na’s Iron Heads har én ledig plads, og foruden Na p.t. består af to mere eller mindre no-names, Danny Lee og Scott Vincent.

Ingen, som i absolut i-n-g-e-n, vil savne nogle af de fem spillere, så det er sandsynligt af én af de to kaptajner får en mindre dominerende rolle – eller at de to hold slås sammen til ét hold med to kaptajner, hvilket vil give plads til en nyt stærkt hold med Rahm som kaptajn og muligvis med et par nye navne, som i de kommende uger afsløres som nye LIV-spillere på Rahms hold. Se de 12 hold her.

Der er p.t. seks ledige pladser på LIV Golf, de tre af dem findes i den Promotion turnering, der spilles i denne weekend i Abu Dhabi, mens Rahm naturligvis har taget den fjerde. Det giver plads til to mere – uden fyringer af spillere – og her ville det nok være spændende at aflytte Jon Rahms telefon de kommende par dage….

Foto: Getty Images

 

 

Forrige artikelDet betyder Rahms skifte til LIV
Næste artikelDanmarks bedste hotelrestaurant ligger på Amager
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.