– Jeg føler mig ikke som en 45-årig. Jeg føler mig som en 25-årig. Jeg er stadig i fineste form, og jeg slog længere end nogensinde i årets sidste turnering, DP World Tour Championship, siger Lee Westwood, der i sæsonfinalen blev nr. 2 efter Matthew Fitzpatrick, men derved vandt årets Race to Dubai (Billedet/Getty).

Siden blev han også for fjerde gang valgt som Årets Spiller på Europatouren. Det er fjerde gang – de første tre var i 1998, 2000 og 2009.

For mange golfere er der et hul i karrieren, når de er sidst i fyrrerne. De kan ikke længere klare de unge løver, og de venter på at kunne komme på Champions Tour eller den europæiske seniortour.

Det gælder ikke Westwood: – Nøglen er at bevare entusiasmen, så man går i træningslokalet eller bruger et par timer på putting green, selv om man ikke har lyst. Jeg nyder det stadig og ved, at det vil gavne mig i længden. Jeg forstår, at alle små ting vil hjælpe mig i de store turneringer, når det gælder.

– Jeg kan ikke gøre noget ved min alder, men jeg er glad for at bevise, at man stadig kan spille golf, når man er sidst i fyrrerne. Bernhard Langer er en kæmpe inspiration for os alle, og det er sjovt at kunne besejre drenge, der ikke var født, da jeg vandt min første turnering.

Westwood roser desuden sin kæreste, Helen Storey, til skyerne. Selv om hun ikke spiller golf selv, er hun hans caddie. Måske kan hun ikke vejlede ham om køllevalg og putting, men hun kan sørge for, at hans tanker ikke går på langfart midt i det hele, så han holder koncentrationen.

Englænderen har 19 top-10-placeringer i majors og er sluttet i top-3 i dem alle fire, men har stadig ikke vundet. Det vil ikke være nogen sensation, hvis det sker, og han agter fortsat at møde op i topform til alle turneringer, hvad enten de spilles i januar eller juni.

Han håber også at kunne til at spille Ryder Cup igen og står lige nu til at få en af de pladser, der automatisk tildeles efter præstatioslister, men …

… skulle jeg ikke komme til at spille, vil jeg stadig være med som en af Harringtons assistentkaptajner.

Lad os minde om, at Westwood har spillet Ryder Cup ti gange, og da han fik wild card på K-Club 2006, scorede han som ubesejret 4/5 – pålidelig som altid.

Forrige artikelGodt nytår med skæve statistikker
Næste artikelVerdensranglisten med 50 spillere til Masters 2021
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.