Kineseren Xiyu Lin sagde før Meijer LPGA Classic, at hun efterhånden følte, at det var skæbnebestemt, at hun ikke måtte vinde på LPGA Tour. Langt ind i sidste runde så det ud, som om skæbnen tog fejl, men så tog hun selv affære og spredte sine drives rundt i roughen, mens Leona Maguire (billedet/ Getty) sendte alt på green og i hul.

Den 28-årige nordirske pige, der sammen med sin 15 minutter ældre tvillingesøster Lisa først blev globalt kendt ved åbnings- og slutceremonierne i Ryder Cup 2006, gik hul 13-18 i -6 med en enkelt par, men også en eagle. Dermed spurtede hun fra -15 til -21 og havde til slut to slags forspring til Ariya Jutanugarn, der satte en runde i -6 sammen på trods af, at hun havde tydelige rygsmerter.

Lin delte tredjepladsen med Amy Yang i -18, Hyo Joo Kim -16, Jasmine Suwannapura og Jenifer Kupcho -15.

Emily Pedersen startede dagen i -11, og der sluttede hun også efter to birdies og to bogeys. Det betød, at hun rykkede ni placeringer ned til nr. 20, men på Race to the CME Globe, LPGAs Order of Merit, rykkede hun fremad fra nr. 86 til nr. 73.

I den kommende uge spilles KPMG Women’s PGA Championship, hvor såvel Nanna Koerstz Madsen som Emily Pedersen er i feltet – og begge synes at være i fin form.

Forrige artikelSå faldt Viborg hos damerne – Odder slog Gyttegaard
Næste artikelClark holdt favoritterne bag sig og vandt US Open
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.