Forholdene var rå og ubarmhjertige, at Royal Troon i dag for første gang var vært for en turnering for kvinder, tilmed en major, AIG Women’s Open.

Vinden peb og gjorde det til én lang kamp for samtlige spillere i feltet. Nicole Broch Larsen var første dansker i ilden, hun kom rundt i 74 slag (+3), en score der viste sig at række til en plads i Top40.

Emily Kristine Pedersen og Nanna Koerstz Madsen slog ud lige efter hinanden, og hvor Emily kom solidt af sted og holdt par i den kraftige helt frem til og med 8. hul, så fik Nanna en frygtelig start; bogey, dobbeltbogey på de to første, endnu en dobbelt på 6. hul, og en triplebogey på det lille ikoniske ’Postage stamp’, par3, 8. hul. Otte over efter otte huller! Nanna kæmpede sig rundt i en samlet score på 81 (+10), og skal nok gå nogle stykker under par fredag for at klare cuttet.

Top5

Anderledes godt spillede Emily, der to gange fik birdie umiddelbart efter at have lavet bogey. Hun holdt par ind, selvom chancerne var der til mere, men under de forhold var ’par’ generelt en god score.

Alle kæmpede. Verdens nummer to, Danielle Kang, måtte slutte eagle-birdie-birdie for blot at komme rundt i 76, Lexi Thompson i 78 og den forsvarende mester Hinako Shibuno var rundt i 76 efter en grim start med tre bogeys og en triple på de første fem huller.

I toppen ligger amerikanske Amy Olson, der som en af de få syntes at kunne mestre vindstøddene.  Hun lavede bare en enkelt bogey på vej til en runde i -4, til trods for at hun var sent ude hvor forholdene var værst. Imponerende!

Den ukendte tysker Sophia Popov ligger på andenpladsen sammen med Marina Alex og Nuria Uturrioz i -1.

Emily K. Pedersen er blandt en gruppe spillere, der deler femtepladsen i par. I morgen er hun tidligt ude, hvor vinden traditionelt er lidt svagere på de kanter end senere på dagen. Der er stadig enkelte spillere på banen. Scores kan følges her.

Foto: Jesper Vinzents.

 

Forrige artikelEuropean Tour: Svære forhold i Wales
Næste artikelPGA Tour: Lave scores i Northern Trust
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.