Lucas Bjerregaard er på delt niendeplads inden sidste runde af Acciona Open de Espana og kan opnå sin bedste placering siden det famøse gennembrud med fjerdepladsen i WGC-Dell Technologies matchplay i foråret 2019.

For to måneder siden blev det en delt 10. plads i Hero og efter en endnu en solid runde i dag i 68 slag (-3) kan Lucas altså i morgen forbedre den placering. Han er i -11, 6 slag efter Rafa Cabrera Bello, som med en 64’er spillede sig i front i -17, to slag bedre end landsmanden Adri Arnaus og franske Julien Guerrier. Forhåndsfavoritten Jon Rahm havde en meget stille dag i dag og ligger side om side med Lucas, men har vel næppe helt udelukket muligheden for at tage sin tredje sejr i træk i turneringen med en stærk slutspurt.

Joachim B. Hansen er nr. 21 i -9, mens Søren Kjeldsen er nummer 57 i -4, og Nicolaj Højgaard faldt for ‘andet cuttet’, der reducerede finalefeltet til 75 spillere.

Andenplads til Amalie

Amalie Leth-Nissen satte en tyk streg under at hun snart er klart til at krydse klinger med de professionelle. På Ladies European Tours Access Series – deres svar på Challenge Tour – sluttede hun i dag på en udelt andenplads efter den nyprofessionelle svebsker Linn Grant.

Livescoringen spillede alle et puds, for i følge den var Amalie faldet langt tilbage – men det var altså en fejl, og da de officielle scores blev afleveret og noteret viste det sig at Smørum-spilleren med en fortid i Hjortespring havde gået en af dagens bedste scores på Terre Blanche i Sydfrankrig i 69 slag og sluttede -6, fire efter Grant, men to bedre end tredjepladsen. Den anden danske deltager, Fie Olsen, sluttede på delt 26. plads efter sin bedste runde i turneringen, 71.

I USA fik både Nicole Broch Estrup og Nanna Koerstz Madsen afsluttet deres anden runde af LPGA Founders Cup, desværre med samme resultat, nemlig en samlet score i +5 og delt 101. plads og dermed misser de cuttet.

Foto: Getty Images

Forrige artikelUSA: Rasmus færdig – Nicole og Nanna har chancen
Næste artikelUSA: Malene faldt tilbage
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.