Fire sejre i træk – indenfor fem uger. Sådan ser danske Emma Bunchs statistik ud på den amerikanske college-golfscene. I aftes vandt hun Wyoming Cowgirls Classic og cementerede sin helt unikke form.

Inden finalen delte hun hun førstepladsen med Leia Chung i -8, men på sidste runde var danskeren, der har hjemmeklub i Mølleåen, klart bedst. Hun gik runden – 71 (-1), Chung i 74, og så blev sejren på tre slag!

For fem uger siden startede sejrstogtet i GCU Invitational, ugen efter fortsatte det med sejren i Momentum Transportation UNF Collegiate og selv tre ugers turneringspause kunne ikke stoppe den dobbelte danske mester fra i sommer. Hun vandt PING – ASU Invitational (delt med Zoe Campos, som er nummer seks på WAGR, amatørernes verdensrangliste). Og nu, ugen efter, altså sejr nummer fire i træk.

Emma Bunch spiller for New Mexico State i USA, og var inden den seneste sejr nummer 251 på WAGR.

Klarede cuts og side om side

På den professionelle scenen klarede både Nanna Koerstz Madsen (20. plads i +2) og Emily Kristine Pedersen (29. plads i +4) cuttet i T-Mobile Matchplay. I dag skal de spille sidste slagspilskvalifikationsrunde om at komme blandt de otte sidste, der skal spille om sejren. Opgaven ser umiddelbart umulig ud, med hhv. 3 og 5 slag til den øjeblikkelige ottendeplads.

I Valero Texas Open åbnede både Thorbjørn Olesen og Nicolai Højgaard med runder i par og deler 52. pladsen, ni slag efter Akshay Bhatia, der spillede formidabel golf på TPC San Antonio, som ellers fremstod ganske udfordrende for resten af feltet.

Foto: New Mexico State Uni.

Forrige artikelStærkt comeback af Nanna
Næste artikelStyrtregn afbryder Australian Women’s Classic, hvor Nicole fører
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.