20-årig bornholmer arbejder aktivt for at få andre unge i gang med golf.

20-årige Magnus Beyer Møller fra Rønne begyndte at spille golf sidste år, og nu er han blevet så bidt af sporten, at han aktivt hjælper Bornholms Golf Klub med at få flere unge til at begynde at spille golf.
– Jeg begyndte med at prøve at få mine venner med ud og spille golf, men det gik faktisk ikke så godt, siger han. – Nu er jeg i stedet kommet ind i klubbens begynderudvalg, hvor jeg først og fremmest skal vise ansigtet overfor de unge, der måtte have lyst til at begynde at spille. Det er bedre at de møder en ung som mig i udvalget, end en på 70 år, og så har vi en mentorordning, hvor det er meningen at jeg skal være mentor for de nye, unge medlemmer.

Golf med morfar
Som så mange andre unge, begyndte Magnus selv at spille golf fordi han har et familiemedlem, der spiller.
– Min morfar spiller golf, og når vi er sammen, så taler han altid om golf, og om de præmier, han har vundet, og hvordan han er rykket fra en række til en anden. Jeg var blevet træt af at spille fodbold, så jeg tænkte, at jeg ville give golf en chance og så blev jeg med det samme bidt af det, fortæller Magnus. Han er først og fremmest glad for, at man i golf kæmper imod sig selv, og at man kan spille med nogle, der er bedre end en selv.
– Min morfar har spillet længe, så han har et lavere handicap end mig, men vi kan stadig spille lige op. Det ville ikke kunne lade sig gøre i andre sportsgrene, hverken i forhold til dygtighed eller alder, siger Magnus, som taler varmt for golfsporten overfor andre unge på Bornholm.
– Mine egne venner har indtil nu ikke syntes det var noget for dem. De synes det tager for lang tid og går for langsomt, men jeg har ikke opgivet dem. Der er ikke så mange unge i Bornholms Golf Klub, men der er kommet en del til på det seneste og det går i den rigtige retning. Vi har talt om at lave en klub-i-klubben for unge under 30 år, som kan mødes en dag om ugen og spille golf, og sidde bagefter og hygge sig sammen, ligesom, der er klubber for herrer og damer, seniorer og så videre.

Forrige artikelGreenkeeperen har får i stalden
Næste artikel50-års jubilar med tro på fremtiden
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.