Det er en af årets vigtigste golfuger på de fleste niveauer, og vi prøver at holde et øje på det meste.

Det er bemærkelsesværdigt, at Viaplay Golf transmitterer fra tre væsentlige begivenheder. Først og fremmest kvindernes major, Evian Championship, hvor Nicole Broch Larsen (billedet/ Getty), Emily Pedersen og Nanna Koerstz Madsen krydser klinge med verdenseliten, og hvor min favoritbold bliver Nelly Korda, Patty Tavatanakit og Lydia Ko, men en usædvanligt spændende europæisk bold er desuden Matilda Castren, Leona Maguire og Carlote Ciganda.

Sendetiderne er torsdag og fredag kl. 11-14 samt 15.30-18.30. Lørdag og søndag kl. 11.30-17.

Der sendes fra Cazoo Open på Celtic Manor torsdag og fredag kl. 18.30-21.30 samt lørdag og søndag kl. 17-21. Her deltager Søren Kjeldsen, Benjamin Poke og Nicolai Højgaard – de to sidstnævnte spiller de to første runder i bold sammen. Feltet har begrænset styrke. Kun Justin Harding er fra top-40 på Race to Dubai.

Efter Cazoo Open sendes der alle dage forskudt fra Sunningdale, hvor the Senior Open forhåbentlig har Thomas Bjørn i en hovedrolle i kamp med spillere som Bernhard Langer, Miguel Angel Jimenez, Jose Maria Olazabal, Colin Montgomerie, Ian Woosnam, Ernie Els, Jim Furyk m.fl.

Golf TV og Eurosport 2 sender fra 3M Open i Minnesota, hvor Sebastian Cappelen er i aktion igen. Han ligger nr. 193 på Fedex Cup listen og skal helst op i top-100. To spændende bolde hedder Sergio Garcia-Rickie Fowler-Tony Finau og Patrick Read-Michael Thompson- Matthew Wolff, og jeg vil da også specielt følge nr. 5 i The Open, Dylan Fritelli, Sydafrika.

På Challenge Tour er Niklas Nørgaard Møller, Nicolai Kristensen, Oliver Hundebøll, Martin Leth Simonsen og Marcus Helligkilde i Italien for at spille på Margara GC.

Amatørerne afvikler i Roveri, Italien det individuelle EM for kvinder med ikke mindre end 11 danske deltagere. German Amateur har ni danske deltagere, mens to drenge og to piger dyster i European Young Masters i Finlandf.

Forrige artikelEn afslappet atmosfære på Söderslätts
Næste artikelGolf og forkælelse på Araslöv
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.