For fire år siden tippede jeg Hideki Matsuyama som vinder før hver major, fordi det virkede uundgåeligt, at han ville vinde en dag.

I mellemtiden har han været lidt under det niveau, men er dog stadig verdens nr. 25, og i Masters på Augusta National viste han på moving day sit allerfineste spil.

En afbrydelse på en times tid, fordi der gik en regnbyge med mulig torden over banen, fik afgørende indflydelse. Pludselig var greens receptive, og det var japaneren bedst til at udnytte. Han havde spillet for-9 i -1, men gik helt amok på bag-9, og hans runde i 65 slag var dels årets bedste sammen med Justin Rose’s første, dels var det årets første bogeyfrie i Masters. Han fører nu i -11 med fire slag til en kvartet på delt andenplads: Xander Schauffele, Will Zalatoris og Justin Rose. De to sidstnævnte var dagens førerbold, men fik ikke udnyttet deres store chancer efter regnen.

Matsuyama gik i bold med Xander Schauffele (billedet Getty), og da Schauffele gik i 68 slag, -4, var at følge den bold dagens oplevelse. Ikke mindst på 15. hul, hvor begge fik eagle, før Matsuyama fortsatte med birdies på 16 og 17.

Canadiske Corey Conners lagde ud som en stormvind, bl.a. med et flot hole-in-one på hul 6, og selv om det gik knap så godt på bag-9, fik han stadig en runde i -5 i klubhuset og blander sig i toppen som nr. 6 i -6, mens Jordan Spieth efter en runde med såvel lækkerier som store fejl ligger nr. 7 i -5.

Justin Thomas var før runden bookmakernes favorit, men en noget sjusket triple bogey på eaglehullet 15 tog lysten og scoren, så han nu ligger i -1.

For såvel Henrik Stenson og Viktor Hovdal gik det op og ned i dagens løb, men begge ligger nu i -1 som delt nr. 13.

Som delt 21 ligger bl.a. Phil Mickelson og Francesco Molinari, der begge gik i -3 og nåede frem i par. Ikke mindst flot af den 50-årige Lefty.