I slutstillingen for Zozo Championship i Japan ligner det bare en sikker sejr til Hideki Matsuyama (billedet/Getty), men sidste runde var en fascinerende og dramatisk duel mellem den japanske favorit og amerikaneren Cameron Tringale. Matsuyama var aldrig bagud, men var flere gange lige med konkurrenten.

Sidste hul gjorde en afgørende forskel. Med et fantastisk andetslag satte Matsuyama ikke blot et eagleputt op, men også det store publikum i ekstase. Der var dødsstille, da han linede sit putt op, og da bolden gik i hul, eksploderede japanerne i begejstring. Tringale fik sin anden bogey i træk, og pludselig måtte han dele andenpladsen: 1. Matsuyama -15. 2. Tringale og Brendan Steele, USA -10. 3. Mackenzie Hughes, Canada, Matt Wallace, England og Sebastian Muñoz, Colombia -6, efter at Muñoz havde fået dobbeltbogey på 17.

I BMW Ladies Championship i Korea var otte af top-10 koreanere, og to af dem spillede omspil om sejren efter at være sluttet i -22. Jin Young Ko, verdens nr. 2, vandt sin 11. sejr på LPGA med en birdie mod Hee Jeong Lims par.

Nanna Koerstz Madsen sluttede flot af med en runde i -5. Det var også hendes samlede score som nr. 41, og den placering gjorde, at hun forbedrede sin placering på Race to CME Globe til nr. 36. Hendes runde havde 13 pars og fem birdies, der alle lå på hullerne 9-14.

På LPGA og Symetra Tours Q-school stage 2 ligger Karen Fredgaard før sidste runde nr. 11 i -6 efter tredje runde i par. For at komme med i finalen skal hun placere sig i top-45, og nr. 45 ligger aktuelt i -2. Fredgaard er i øvrigt næstbedst placerede amatør.

Endelig fik Smørum GK endnu en triumf, da Jens Kristian Thysted, Mads Laage og Nicolas Søberg på Troia GC i Portugal fik bronze i Europa Cup’en for klubhold. Rosendaalsche GC, Holland sejrede i -4 foran Golf de Biarritz, Frankrig -1, Smørum +4 og Spalding GC, England +10. Individuelt blev Jens Kristian Thysted nr. 3 i -2, seks slag efter de to bedste.

Forrige artikelJeff Winther fører før sidste runde
Næste artikelHurra! Jeff gik Winthervejen på Mallorca
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.