Der var total våbenhvile mellem PGA- og LIV-spillere under den årlige Champions Dinner før Masters i Augusta.

– Vi var simpelthen 33 tidligere vindere af Masters, der koncentrerede os om at have det hyggeligt, måske med undtagelse af Phil Mickeson, der sad ved en bordende og ikke sagde et ord i aftenens løb, sagde Fuzzy Zoeller.

Fred Couples, der virkelig har været ude med riven over for LIV-spillere, brugte aftenen på at finde ud af, hvor mange der havde vundet Masters fra førerbold, men han gjorde dog også opmærksom på, at mens Rib Eye steaken havde været fremragende, havde Tortillasuppen været stærk som ind i helvede.

Menuen bestod af miniature-cheeseburgers, stærkt krydrede rejer, Tortillasuppe, Texas Rib Eye eller stærkt stegt rødfisk (frit valg), mens desserten bestod af  chokoladechips og småkageis.

I aftenens løb tog flere forskellige ordet, og Larry Mize samt Sandy Lyle bekendtgjorde, at det var deres sidste Masters som aktive, men at de fortsat kommer til Champions Dinner. Mize blev stærkt rørt, da han fortalte, hvad det har betydet for ham at være den eneste Augustadreng, der har sejret i turneringen.

Vi har ikke rettigheder til billeder fra Champions Dinner, så vi vælger et af Larry Mize, der med af Mastershistoriens mest forbløffende slag i 1987 sejrede i omspil med Seve Ballesteros og Greg Norman. Han holede fra 45 meter! På billedet ønskes han til lykke af det foregående års vinder Sandy Lyle.

Husk i øvrigt, at der i aften spilles par-3-turnering, og bed for, at Masters ikke vil blive spillet i helt så meget regn, som vejrudsigten spår.

Forrige artikelUgens tv-golf: Det er Masters tid….
Næste artikelPar-3-turneringen var en fest med fem holes-in-one
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.