25 år efter, at Thomas Bjørn vandt Dubai Desert Classic efter at have gået alle fire runder med Tiger Woods, er der endelig igen en dansk sejr i byen i De Forenede Arabiske Emirater. Ikke i hovedturneringen, der spilles torsdag – søndag, men i Junior Dubai Desert Classic, som vandtes af 17-årige Christian Photin Hansen (billedet/ Jesper Vinzents) fra Smørum efter en afslutning, der ville have været utroværdig, hvis en forfatter havde tilladt sig at skrive den.
Svenskeren Victor Larsson lignede en sikker vinder, da han før næstsidste hul var fire slag foran Photin, som imidlertid bragte sig indenfor tre slag med en birdie på 17. På 18 slog Larsson i vandet, mens danskeren med to superslag kom på green i to og havde et halvlangt eagleputt. Mens svenskeren brændte sit parputt, holede Photin for eagle og sikrede sig omspil.
Et omspil, der kun blev på et enkelt hul, for den danske junior fik igen et eagleputt, og denne gang var det endda noget kortere, så det overraskede ingen, at han holede det for sejr.
Turneringen på Emirates GC gik over 54 huller på to baner. Fredag aften og lørdag eftermiddag Faldo Course i hhv. elektrisk lys og dagslys, i øvrigt med gunstart. Søndag blev finalerunden spillet på Majlis Course, hvor Bjørn fik sin triumf. Det var fjerde udgave af turneringen, men kun andet år, resultatet tæller til WAGR, amatørernes verdensrangliste, og der var deltagere fra knap 20 nationer fra hele verden.

































