En misset Solheim Cup kvalifikation for anden gang i træk har motiveret Nicole Broch Larsen i så høj grad, at hun i denne uge spiller noget af det allerbedste golf hun har spillet i flere år. Hillerød-pigen fører CP Women’s Open i Ontario i Canada, og fortalte LPGA Touren efter sin anden 66’er i træk, at netop den missede kvalifikation er en af årsagerne til hendes gode spil.

– Jeg er ærgerlig over igen i år ikke at komme på Solheim Cup holdet. Det står som et stort mål for mig, og det har desværre påvirket mit spil at jeg så gerne vil det. Nu har Catriona Matthew bedt mig komme med til Skotland og assistere holdet, så jeg skal derover alligevel. Golf er en individuel sport, men jeg er virkelig en holdspiller, uddybede Nicole Broch Larsen, som især føler at hun har været god til at udnytte par5 hullerne i denne uge. – Jeg slog desværre et meget skævt drive i dag på 15. hul, som sad lidt i kroppen resten af runden, men ellers har jeg fyret nogle bomber af derude, og har været god til få birdies. Lidt flere fredag end torsdag, men altså også med et par bogeys ind i mellem.

Nicole fører i -11 og spiller lørdag i førerbolden med den koreanske superstjerne Jin Young Ko, der er ét slag efter. Den lokale helt og turneringsfavorit, Brooke Henderson, ligger i -8. Nanna Koerstz Madsen har også spillet en fin turnering ind til videre og indleder jagten på en topplacering fra en 25. plads i dag. Nicole og Nanna kan følges på Viasat Golf/Viaplay.

Koepka i front – MC til Cappelen

Det tegner også til en spændende weekend i Tour Championship, hvor verdens nummer et, Brooks Koepka, efter anden runde nu har genindtaget den førsteplads han har haft i store dele af sæsonen. Der er ikke længere to ranglister, resultatet i Tour Championship bliver også resultatet af Top30 i FedEx Cup, og Koepka gik for anden dag i træk en 67’er (-3) og er alene i spidsen i -13 – han startede jo turneringen i -7, tre slag efter Justin Thomas, der indledte Tour Championship i -10. Thomas er på andenpladsen i -12 sammen med Rory McIlroy og yderligere et slag efter følger en tidligere vinder på East Lake, Xander Schauffele. Med to runder tilbage er en del af det 30 mand store felt nu med stor sandsynlighed hægtet af i den reelle topkamp om førstepræmien på 15 mio. $, men en otte-ni spillere vil formentlig stadig med en god weekend kunne udfordre Koepka.

Sebastian Cappelen har tabt lidt af momentum efter en stærk periode på Korn Ferry Tour, der sikrede ham avancement til PGA Tour næste sæson. Han mistede cuttet i Albertsons Boise Open. Norske Viktor Hovland ligger på en 10. plads og er snublende tæt på at følge i en anden nordmand Kristoffer Venturas fodspor ind på PGA Tour.

Foto: Getty Images

Forrige artikelDer var det slag igen, et slice…!!
Næste artikelEpic Forged
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.