Nicole Broch Estrup (billedet/ Getty) spillede en boblende slutrunde i Big Green Open på Hilversumsche GC i Holland. Hun startede dagen med en bogey og fik siden en mere, men hun satte også syv birdies på scorekortet, så en runde i -5 sendte hende op på en samlet 2. plads i -11.

Vinderen Trichat Cheenglab – et usædvanlig kort navn for en thailænder – havde endda det pres på sig, at for at undgå et omspil med Broch Estrup og Lydia Hall, skulle også hun have birdie på sidste hul, men det klarede hun: 1. Trichat Cheenglab -12. 2. Nicole Broch Estrup og Lydia Hall -11.

Broch Estrup har tidligere i denne sæson opnået placeringer som nr. 4 og 6, og hun er nu nr. 14 på Race to Costa del Sol.

I Challenge de España fik man en sensationel sejr til amatøren Martin Couvra, der sammen med Andrea Pavan og Dermot McElroy sluttede i -12 og derefter vandt omspillet på andet hul.

Såvel Sebastian Friedrichsen som Frederik Birkelund spillede dagen i par, og det betød fald bagud til hhv. nr. 19 i .7 og nr. 38 i -4. Lucas Bjerregaard blev nr. 47 i -2.

På LET Access Tour blev Sofie Kibsgaard på Rose Ladies Open nr. 20 i -1, Puk Lyng Thomsen nr. 32 i +3, Cecilie Finne-Ipsen og Cecilie Leth-Nissen nr. 36 i +4, mens Fie Olsen blev nr. 45 i +5. Vinder blev Chiara Timburlini fra Schweiz i -12.

Sofie Kibsgaard fører stadig Order of Merit, men konkurrenterne haler ind.

Spillerne i Horizon Irish Open på K Club har stadig næsten hele bag-9 tilbage, men Rory McIlroy, Ryan Fox og Hurly Long er i delt føring i -13.

Forrige artikelNanna bedste dansker Ohio
Næste artikelVincent Norrman sejrede på K Club
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.