Verdenseliten kæmper i ugens afdeling af FedEx Cup-slutspillet om at nå videre til finalen på East Lake. Dramaet udfolder sig fascinerende på Olympia Fields i Illinois, der indtil videre ikke har den mindste lyst til at give birdies fra sig.

Roughen er ubarmhjertig, og greens er knaldhårde, så idspil fyger over dem, og det samme gælder ind imellem putts. Selv Tiger Woods oplevede, at et putt et øjeblik efter var afløst af et chip.

Kun to spillere er under par efter anden runde: Rory McIlroy og Patrick Cantlay i -1. McIlroy udtalte efter runden, at han undervejs havde diskuteret med sin caddie, om ikke forholdene blev markant værre for hver halve time, der blev spillet.

Stillingen skifter uafladelig med birdies, bogeys og dobbeltbogeys, men før tredje runde, hvor spillerne muligvis kunne se hen til lidt natlig regn, deltes tredjepladsen af Hideki Matsuyama og Dustin Johnson i par, mens Adam Scott, Brendon Todd, Tony Finau, Billy Horschel og Louis Oosthuizen (billedet/ Getty) lå i +1.

Oosthuizen startede som nr. 70, dvs. den sidst kvalificerede. Det er endnu aldrig sket, at en spiller fra den placering har nået East Lake, men nu har King Louis chancen.

Nordmanden Viktor Hovland ligger som 23 i +4 og Tiger Woods som 55 i +8 efter en dag, hvor intet lykkedes for ham. Han når næppe finalen, men det gør Hovland formentlig.

DEL
Forrige artikelRegelquiz: Har du slået et slag?
Næste artikelSå bli’r det ikke bedre
Avatar
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.