
Parkgolf er det mest udbredte udendørsspil på øen Hokkaido i Japan.
Her blev spillet i 1983 opfundet af en medarbejder i Makubetsu kommune. Kommunen har en fin park lige ned til en stor flod, men parken blev på trods af pavilloner, borde og stole ikke brugt af kommunens borgere. Det har parkgolfspillet lavet fuldstændig om på. Af øens 5 millioner indbyggere på Hokkaido spiller flere end 900.000 parkgolf regelmæssigt – altså næsten 20% af øens befolkning.
En parkgolfbane er på 9 huller med 4 par-3 (30-40m) huller, 4 par-4 (50-70m) huller og 1 par-5 (max. 100m) hul. Den maksimale længde på en bane må ikke overskride 500 m. Man spiller med en speciallavet kompakt bold på størrelse med en tennisbold, og man bruger den samme kølle med putter loft til alle slag. Bolden kan med et godt slag løftes en halv til en meter op i luften de første 20-30 meter og trille de næste 60-80 meter, hvis man bliver på fairway. Alle kan spille parkgolf, derfor er spillet for hele familien.
Martin Hansen, professionel golftræner, spillede for nogle år siden de 4 parkgolfbaner hos Agger PARKGOLF og blev begejstret. Martin er af den overbevisning, at alle golfklubber bør anlægge en parkgolfbane, da det kan blive fødekæde for nye golfspillere. Parkgolfbanen kan også blive en mulighed for spillere, der ikke har tid til at spille 18 huller almindelig golf, eller for den resterende del af familien, der (endnu) ikke har adgang til at spille almindelig golf. De spillemæssige og tekniske udfordringer på parkgolfbanen er lige så store, og så kan man spille 9 huller på 30-45 minutter.

Aktivitet på den bagerste 1/3 af parkgolfanlægget hos Agger PARKGOLF
Nicolai Agger, agger-parkgolf.dk, er den første, der har anlagt en parkgolfbane i Europa. Agger PARKGOLF’s 4 baner ligger på Fyn, 3 km syd for Snave. Se de mange videoer på agger-vin.dk/presse. Nicolai Agger har været på kursus i Japan i at anlægge parkgolfbane, så de fleste af Danmarks parkgolfbaner følger regler for anlæggelse bestemt af Den japanske Parkgolf Union (NPGA). Det kræver 0,7 ha græsareal til 9 huller. De fleste golfklubber har udslagsmåtter, vinter hulkopper og flag, så investeringen er begrænset for anlæggelse af 9 huller. Hvis en golfklub ikke har plads til en 9-huls bane, så find plads til f.eks. et par-3 hul på 30-40, et par-hul på 50-70 meter og et par-5 hul på 90-100 meter.
Der findes parkgolfbaner 13 steder i DK (tjek parkgolf.dk). Inden for de sidste par år er der også anlagt parkgolfbaner i Sverige, England og Skotland.
Det mest populære parkgolfanlæg i Danmark ligger lige udenfor Oksbøl på vejen mod Vejers og Blåvandshuk. Det er område med rigtig mange sommerhuse. I 2025 havde Parkgolf Blåvandshuk 8.000 gæster, som brugte et par timer med leg, sjov og konkurrence på de 2 smukke parkgolfbaner.
I Assens kommune findes der 3 parkgolfanlæg. Agger PARKGOLF i det naturskønne Ungersbjerge er Danmarks første og største anlæg med 4 baner. Sinatur Gl. Avernæs Hotel har én bane, som er Danmarks smukkest beliggende. Det 3. anlæg ligger i Assens by ved Arena Assens. Her er der også én bane, bedømt som Danmarks sværeste parkgolfbane.
Der er således mange muligheder for at underholde sig i Assens og omegn. Ud over Vestfyns Golfklub og Barløseborg Golfklub kan man således spille parkgolf med hele familien 3 steder, og er man tilhænger af det 19. hul, er et besøg hos Agger PARKGOLF oplagt. Nicolai Agger ejer også Fyns næststørste vingård, Agger VIN, som med sine 6.000 vinstokke står på fine skråninger og omgiver de 4 parkgolfbaner. Banerne er også omkranset af skov på alle sider, så det er en ren perlekæde af natur, 3 km syd for Snave. Anlægget ligger for enden af en blind vej og ca. 500 m fra Helnæsbugten.

Agger VIN & PARKGOLF, Ungersbjerge 7, 5683 Haarby
Agger VIN blev anlagt i 2011, og med årlig hjælp i 7 uger omkring høsten fra en professionel vinmager fra New Zealand bliver Agger vinene forfinet og færdiggjort til glæde for gæster på vingården og parkgolfanlægget. Agger vinene har vundet utallige guld- og sølvmedaljer ved internationale smagskonkurrencer, hvor især guldmedaljen i 2025 ved ”Le Mondial des Vins Blanc Strasbourg” imponerer. Det er den første og indtil videre eneste guldmedalje til en dansk vin fra vinens moderland, Frankrig. Kom og nyd den i vincaféen eller på den fine terrasse med udsigt til vinmarkerne og parkgolfanlægget.

Agger VIN udnævnt til bedste vingård 2021 i Danmark af verdens største vinsmagningsevent, AWC Vienna
Hos Agger VIN & PARKGOLF kan man parkere kvit og frit med autocamperen, eller man kan leje én af de 4 shelters, der findes i området. 2 af dem ligger i forbindelse med vincaféen med toiletter og køkken. De 2 andre ligger ude i parkgolfanlægget hhv. 200m og 500m fra vingården.
Der er således mange muligheder for at bruge en halv eller hel dag hos Agger VIN & PARKGOLF. Her er fred, natur og masser af plads.
































