Silkeborg Ry Golfklub er en af landets mest succesfulde. En professionel drifts- og ledelsesform er en af årsagerne til succesen, mener de selv

Fotos: Per Pedersen

2020 har været et godt år for de fleste danske golfklubber, for det gamle mundheld om at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, har vist sig at passe godt. Corona-situationen har været voldsomt hård for mange brancher, men golfbranchen har haft fremgang. Antallet af medlemmer er steget, antallet af greenfee-gæster er steget, salg af udstyr med videre er også øget.
En af de danske golfklubber, der har mest succes, er Silkeborg Ry Golfklub, hvor man har oplevet en markant fremgang i såvel antallet af nye medlemmer som antallet af spillede runder og greenfee-gæster.
Den store midtjyske klub har rundet 2.200 medlemmer, fordelt på de to anlæg, der i 2013 blev fusioneret. Klubben råder over 27 huller i Silkeborg, som er en af Danmarks allerbedste baner, og 27 huller i Kildebjerg-Ry.
Klubbens fremgang skyldes ikke corona-situationen alene, for den var allerede i rivende udvikling inden. Årsagen ligger i den professionelle måde man drifter og leder klubben på, siger direktør Mads Rugholm.
Man har to bestyrelser; en for golfklubben og en for det aktieselskab, der ejer klubben. Formanden er den samme, Poul Hansen, mens der er forskellige kompetencer repræsenteret i de to bestyrelser. Silkeborg Golf A/S har en direktør, Mads Rugholm, og Silkeborg Ry Golfklub har en golfmanager, Mads Faber. Mellem dem en fastansat regnskabschef. Kildebjerg Ry-anlægget har sit eget aktieselskab, der ejer banen, men drift og ledelse sorterer under Silkeborg Golf A/S.

En effektiv trio. Mads Rugholm, Poul Hansen og Mads Faber fra SRG.

De ni af hullerne i Kildebjerg Ry fungerer som en Pay & Play bane, med et medlemskab, der ikke giver medlemskab af DGU.
”Budgetmæssigt arbejder vi med ’tunge medlemmer’, da såvel juniorer som Pay & Play-medlemmer kommer og går, og det er målsætningen, at vi skal vækste med 70-80 ’tunge medlemmer’ hvert år,” siger Mads Rugholm, som også lægger vægt på, at golfklubben har et meget stærkt sponsornetværk, hvor man samarbejder med andre store idrætsklubber i byen; den professionelle fodboldklub og en ligeledes professionel håndboldklub i landets bedste række.
”De seneste år har vi 10-doblet vores sponsorindtægter, og vi har øget medlemstallet som en direkte følge af sponsornetværket. Det er også lykkedes at sænke gennemsnitsalderen, for de 40-45-årige virksomhedsindehavere i hele vores oplandsområde er slet ikke i tvivl om hvor de kan styrke deres netværk. På det punkt kan golf noget andet, end når man ’bare’ sidder i en VIP-lounge på et stadion,” siger Mads Rugholm.

Anbefaler fusion
Klubbens struktur er ikke anderledes end en hvilken som anden professionelt drevet virksomhed. Ved at have kompetente mennesker ansat som direktør, golfmanager, økonomichef, pro’er i verdensklasse, med videre kan bestyrelserne, såvel klubbens som aktieselskabets, fokusere på at arbejde strategisk, og dermed udnytter man de enkelte medlemmers tid og kompetencer bedst muligt.
”Vi skal ikke selv hejse flaget på matchdage, eller arrangere matcher og company days. Vi er synlige i hverdagen, men det praktiske varetager de ansatte. Selvfølgelig er det en model, vi kan benytte, fordi vi er så stor en klub, som vi er, men det er også derfor vi er så store,” siger Poul Hansen, der er formand for de to bestyrelser.
De seneste to regnskabsår har SRG givet overskud på mere end 500.000 kr., og man skal tilbage til 2011-12 for at finde det seneste underskud.

Mads Rugholm hæfter sig ved værdien af sammenlægningen med Kildebjerg Ry i 2013.
”Det giver utroligt mange fordele. For det første betyder det, at medlemmerne altid kan komme ud og spille golf, også i de perioder hvor vi er værter for professionelle turneringer som Made in Denmark, Challenge Tour eller ECCO Tour, der er også en hel del stordriftsfordele, og alene på banedrift og markedsføring sparer vi omkring 1,5 mio. kr. om året på fusionen,” siger Mads Rugholm, der uden at blinke vil anbefale mange andre klubber at fusionere.
”Dansk golf ville samlet set blive markant styrket, hvis flere klubber slog sig sammen,” siger han.
Bestyrelsen og ledelsen i Silkeborg Ry Golfklub er meget opmærksom på ændringerne i medlemsudviklingen, og man holder jævnligt møder med de nye medlemmer for at høre hvordan de føler sig velkommen, og man sørger for at etablere fællesskaber så nye medlemmer kommer godt ind i systemet. Både dame- og herreklubben afvikler således ni-hullers matcher for de nye golfere, der ikke har mod på eller tid til 18 huller. Og man er opmærksom på at have medlemstilbud, der fastholder medlemmerne. Blandt andet 9-hullers medlemskaber til ældre, der på den måde kan trappe ned uden at opgive golfen.

Af samme årsag har man et lidt ambivalent forhold til flex-medlemskaber.
”Jeg støtter flex-medlemskaber, for det får flere ind i golfsporten, men man undergraver økonomien i golfsporten med alt for billige priser. Fritspilordninger og nedsat greenfee giver ikke vækst. Vi har regnet ud, at det koster mellem 250-300 kr. at producere en golfrunde, og så skyder man sig selv i foden i Golfdanmark, hvis man sælger greenfees billigere eller giver dem væk i fritspilaftaler,” siger Mads Rugholm.
I Silkeborg Ry Golfklub opererer man med en relativt høj pris, men klubben leverer også en vare fra øverste hylde.
”Der er et marked for den meget høje kvalitet, der koster lidt mere end gennemsnittet,” konkluderer SRG-ledelsen.

Forrige artikelNanna klatrede 32 pladser mere – Hovland er nr. 3
Næste artikelTredje ET-triumf for Bezuidenhout
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.