Sei Young Kim har gennem hele CME Group Tour Championship liget en sikker vinder. En stor del af sidste runde var hun tre-fire slag foran konkurrenterne, som længe syntes at være Nelly Korda og Danielle Kang. Pludselig skød Charlie Hull frem og delte førstepladsen med Kim, som efter mange nervøse missere ikke lignede en vinder, da hun på 18. green stod med det, som mange har i deres håbefulde eller nervøse drømme:

Et putt for den største præmie i kvindegolfens historie, 1,5 mio. $!

Puttet var ca. 6 meter og tricky, men nu skulle Kim ikke forsvare, men angribe, og søreme om ikke puttet sad så sikkert i hullet, at hun fejrede det flere sekunder, før bolden nåede hullet.

Sidste runde havde masser af drama og underholdning, selv om spilletempoet ikke var imponerende, før slutstillingen i toppen blev: 1. Sei Young Kim -18. 2. Charlie Hull -17. 3. Danielle Kang og Nelly Korda -16. 5. Brooke Henderson -15.

Nanna Koerstz Madsen fik sin eneste runde under par og faldt til 29. pladsen i -5, mens Nicole Broch Larsen for anden dag i træk gik i -4 og nåede frem som nr. 33 i -4.

En respektabel sæsonslutning for de to danskere, der skrev historie ved at være med i den afsluttende finale og begge har 2. pladser at se tilbage på. Det er deres skyld, at det ikke længere vil være en sensation, når den første danske LPGA-sejr kommer.

Forrige artikelRahm fik jackpot
Næste artikelFowler erstatter Koepka i Presidents Cup
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.