-9 trods en bogey var Rasmus Højgaards fantastiske resultat af åbningsrunden på Golf National. Han præsterede ti birdies, en enkelt bogey og syv pars, af hvilke flere var meget tæt på at være birdies. Bedre start kunne han ikke få på Cazoo French Open.

Han er to slag foran svenskeren Alexander Björck og tre foran Paul Barjon, Frankrig.

Tvillingebroderen Nicolai ligger som nr. 21 i -2, Søren Kjeldsen og Joachim B. Hansen er nr. 37 i -1. Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard Møller ligger som delt 53 i par, men hvor små forskellene er, fremgår af, at Lucas Bjerregaard og Jeff Winther er nr. 72 i +1 og Thomas Bjørn nr. 96 i +2. Han spillede ellers de fleste huller flot fra tee til green, men blev svigtet af sin putter.

Bjørn og Rasmus Højgaard gik sammen, og Bjørn kunne give det  unge stjernefrø en del vejledning under vejs, som man ser på Gettys billede.

I KPMG Irish Open på LET ligger Smilla Tarning Sønderby nr. 19 i -3 og Nicole Broch Estrup nr. 27 i -2.

Martin Leth Simonsen spillede den perfekte, solide runde i Swiss Challenge: -4 med lutter pars og birdies på femtepladsen. Easton Bryce, Sydafrika og Jeong Weon Ko, Frankrig deler føringen i -6, mens Benjamin Poke er nr. 32 i -1.

Forrige artikelFrederik Birkelund nr. 2 i Great Northern Challenge
Næste artikelPink Cup indsamlede 2,7 mio. kr.
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.