Også i Hero Open på Forest of Arden Marriott Hotel & Country Club i Birmingham vil Rasmus Højgaard lege med i forreste række.

Han gik torsdag sin første runde bogeyfri i -6 med fire birdies og eagle på 17. hul. Dermed ligger han nr. 5, delt med Ashley Chesters, England og Justin Walters, Sydafrika.

Foran sig har de på fjerdepladsen Oliver Farr, Wales og forrest tre spanske spillere, rookien Sebastian Garcia Rodriguez i -10 og i -8 Pablo Larrazabal og helt imponerende Miguel Angel Jimenez, der som 56-årig i dag satte rekord for antallet af turneringer på European Tour. Den gamle på 706 tilhørte Sam Torrance – i denne uge spiller Jimenez nr. 707. I farten kan vi tage med, at David Drysdale fik et smukt sølvfad for at nå sin turnering nr. 500.

Yderligere fire danskere ligger inden for cuttet efter første dag. JB Hansen som nr. 18 i -4, i øvrigt bogeyfri. Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen i sit comeback som 41 i -2, Olesen endda med såvel en bogey som en dobbeltbogey på scorekortet. Thomas Bjørn startede og sluttede med bogey og havde en dobbeltbogey mere, men han stod også for fem birdies, så han ligger som 62 i -1 på cutgrænsen.

Under den ligger Benjamin Poke i par med rimelige chancer i morgen, mens det kommer til at knibe mere for Jeff Winther +4 og Nicolai Højgaard +8.

Forrige artikelNu sælger Mogens kraver til sprinklerhoveder
Næste artikelJohn Axelsen fører i Sverige
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.