Efter syv huller lå Justin Rose i +2 på Augusta National, men så vendte han runden til en af de bedste startrunder i Masters’ historie. En eagle på 8 startede det, og siden fulgte syv birdies og i -7 føring med fire slag til Brian Harman og Hideki Matsuyama på delt andenplads.

I gråvejret stod banen perfekt, og boldene løb uhyggelige 13,5-14 på Stimpmetreret. Som sædvanlig ved vi ikke det præcise tal, for det er en af klubbens hemmeligheder. Derfor havnede mange bolde i vandet i søerne eller den lumske Rae’s Creek, og stillingen skiftede uafladeligt. Se blot til Marc Leishman, der førte i -4 for 6, men sluttede i par.

Eller se til Jordan Spieth, der lå i -1, da han på 9. hul slog så langt ud i skoven, at der næppe har været nogen der tidligere. Da han nægtede at tage sin medicin, endte han med en triple bogey og måtte arbejde sig freamad igen.

Uventede navne som Will Zalatoris og Christiaan Bezuidenhout deler fjerdepladsen med rutinerede ræve som Webb Simpson og Patrick Reed i -2, mens den nybagte far, Jon Rahm, gik i par efter at være ankommet meget sent til Augusta.

Henrik Stenson og Viktor Hovland ligger begge i +1 efter modsat rettede runder. Hovland fik triple bogey på 1 og sluttede af med to sene birdies. Stenson lå i -1, til han fik dobbeltbogey på 16 – hvor Tommy Fleetwood lavede hole-in-one på vej mod +2 for dagen.

Fleetwood deler med den forsvarende mester Dustin Johnson, der efter 17 huller i par fik dobbeltbogey på 18, Adam Scott, Justin Thomas og 63-årige Bernhard Langer, der var rasende efter at være sluttet med to bogeys.

Det var dog bedre end spillere som Sergio Garcia og Rory McIlroy +4 og da ikke mindst Lee Westwood i +6.

Masser af skøn golf, mængder af katastrofer. Vi mangler kun Augusta Roar fra titusindvis af tilskuere.

 

Forrige artikelCovid-19 udsætter Open de France
Næste artikelDe perfekte golfbukser
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.