Scottie Scheffler har vundet tre af årets vigtigste turneringer og er dermed rykket fra nr. 12 til 1 på Verdensranglisten. Det har givet ham en næsten uforskammet selvtillid, så han virker så godt som usårlig – og når han så slår et møgslag som andet slag på 13. hul på Augusta National, har han det nødvendige held, så han alligevel sikrer sig en birdie. På Gettys billede læser han puttet.

Scheffler gik helt amok, da han havde klaret første hul i Amen Corner i par. To birdies på de to sidste fulgtes af nye birdies på 15 og 16, så han var fem slag foran de nærmeste konkurrenter. Før weekendens finalerunder er stillingen i toppen: 1. Scottie Scheffler, USA -8. 2. Charl Schwartzel, Sydafrika, Sungjae Im, Korea, Shane Lowry, Irland og – i et foreløbig fornemt titelforsvar – Hideki Matsuyama, Japan -3. Fire ligger i -2, seks i -1 og altså 15 under par.

Forholdene var svære på Masters’ anden dag. Vejret så ellers tilforladeligt ud, men så begyndte det at blæse en del, og påvirkede mange spillere, bl.a. Tiger Woods, der fik bogeys på fire af sine fem første huller, og som først fik åbnet birdiekontoen på 8. hul.

Derfra gav han imidlertid mange eksempler på sin fantastiske golfforståelse, hyggede sig gevaldigt med Joaquin Niemann og sluttede i +2 for dagen, +1 samlet som nr. 19. Han var tilfreds med sit comeback efter runden og mente, at han stadig har en chance for at vinde turneringen.

Cuttet lå hele eftermiddagen på +4, men gik kortvarigt til +5, før det til slut kom til at ligge på +4, da vinden pludselig døde.

Det betyder, at vi ikke i weekenden kommer til at se spillere som Zach Johnson, Jordan Spieth, Bruce Koepka, Abraham Ancer, Xander Schauffele, Stewart Cink – trods hole in one på 16, Bryson DeChambeau samt Louis Oosthuisen, der trak sig før runden pga. en skade.

Forrige artikelMasters: Tiger imponerer i comeback
Næste artikelScheffler kan hentes, men fører stadig Masters klart
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.