Der var kun én ting, der interesserede golfverdenen i forhold til første runde af årets Masters Tournament; hvordan spillede Tiger Woods?

Han spillede godt – i hvert fald var han fremragende til at redde pars, når spillet fra tee ikke var helt oppe på fordums niveau. Og scoren på 71 slag (-1) var intet mindre end imponerende. Den placerer ham på en øjeblikkelig 10. plads og taget i betragtning at det var Tigers første rigtige turneringsrunde i omkring halvandet år og at lægerne for bare 15 måneder siden frygtede at de måtte amputere hans ene ben, ja så er det jo intet mindre end et eventyr.

I skyggen af Tigers comeback er det nogle velkendte navne, der efter 1. runde har taget plads i toppen af leaderboardet. Dustin Johnson, Cameron Smith og Sungjae Im, der blev hhv.  nummer 1 og delt 2’ere i 2020, ligger lige nu på tredje-, anden- og førstepladsen i hhv. .3, -4 og -5.

DJ deler tredjepladsen med vinderen fra 2016 Danny Willett, den nykårede verdensetter Scottie Scheffler, som nærmest svæver på en bølge af selvtillid og tro på uovervindelighed i øjeblikket og chileneren Joaquin Niemann, som flere amerikanske eksperter har haft et godt øje til i optakten.

Bedste amatør

Viktor Hovland kom fint fra start med en runde i par (det er altid en god runde på Augusta National) og ligger på delt 19. plads, side om side med feltets bedste amatør, den japanske sensation Keita Nakajima, som allerede har vundet flere professionelle turneringer i hjemlandet og lige tager oplevelserne til Masters og The Open med inden han formentlig bliver professionel til sommer. Hans landsmand, den forsvarende mester, Hideki Matsuyama, ligger i øvrigt i samme score.

Rory McIlroy tiltrækker altid opmærksomhed, men har de seneste år haft svært ved at leve op til forventningerne, og han og Collin Morikawa er formentlig ikke helt tilfredse med at være på delt 31, plads i +1. Det positive er, at et par runder under par i morgen sagtens kan spille dem tæt på Top10 og ind i kampen om titlen.

Fredagens store spørgsmål bliver: Kan Tigers fysik holde til endnu en runde på den kuperede bane, som faktisk er hård at gå? Kan han klare cuttet? Og kan han evt. holde sig inde i topkampen? Klarer Tiger cuttet (og det ser det jo meget ud til), så vil alting resten af weekenden handle om ham, måske lige indtil de sidste ni huller søndag – hvor han måske endda også vil få en rolle at spille!

Foto: Tiger så træt ud da han afsluttede 1. runde med at redde en flot par. Han gik lidt stivbenet, men kom flot rundt. (c)Getty Images

Forrige artikelLübker Championship 2022 by Thomsen Furniture
Næste artikelSå fører verdens nr. 1 Masters med fem slag
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.