Den 22. juni 2014 så det ud, som om fynboen Sebastian Cappelen ville gå lige gennem web-com Tour til PGA. Den dag vandt han Air Capital Classic, hans første turnering efter at være blevet professionel.

Ved sæsonens slutning missede han hårfint sit PGA-kort, og siden har han haft svært ved at retablere det store spil, som vi ved, at han er i stand til at præstere.

Nu, endelig, efter næsten fem års sejrstørke, står Sebastian Cappelen øverst på en sejrsskammel. Han har vundet Rex Hospital Open i North Carolina i -21 efter en suveræn sidste runde i -7.

Hvor imponerende det var, viser scorekortet. Han startede dagen fire slag efter den førende spiller og startede med bogeys på 1 og 2. Av av.

Det var næsten utroligt, at han derefter fik eagle på 4 og birdies på 5 og 7, så han vendte i -2. Derefter fulgte en utrolig bag-9. Birdies på 10 og 11 blev fulgt af tre pars, hvorefter han sluttede af med birdies på tre af de sidste fire huller.

Han var i tredjesidste bold, men den afsluttende birdie sikrede i realiteten sejren, som blev på tre slag til Zach Sucher, mens Chris Baker, som havde ført i -18 og gik en runde i 60 slag med tre tætte birdieforsøg for en 59er, sluttede af med en runde i +1 og delte tredjepladsen med Rhein Gibson i -17.

Sebastian Cappelen spillede sig i forrige weekend ind i top-75, der efter sæsonen skal spille om PGA-kort. Med sejren i dag skyder han fra nr 73 frem som nr. 10! Nu kan han endda tænke over, at de 25 bedste kommer direkte på PGA Tour.

Vi krydser fingre.

Forrige artikelCappelen fortsat nr. 2 og Nørgaard Møller slutter som 2
Næste artikelNummer 6 blev nummer 1
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.