Patrick Reed er bestemt ikke verdens mest populære golfspiller, men når han spiller sit bedste golf, er han uomtvisteligt én af verdens bedste.

Det beviste han i Farmers Insurance Open, hvor han søndag cruisede til en stensikker sejr, i -14, fem slag bedre end en håndfuld spillere på andenpladsen.

Det var en golfrunde i så fuld kontrol som sådan en næsten kan være. Efter en solid start rullede Reed to lange putts i hul på henholdsvis 6. og 7. hul for eagle og birdie, dagens eneste fejl, en bogey på 8. blev øjeblikkelig nulstillet med birdie på 9. og så var der ellers sat en sikker kurs, som Reed ikke fraveg. Når han var lidt i problemer, løste han dem med et sublimt shortgame, og på greens var han uovertruffen.

Norske Viktor Hovland lignede længe den eneste reelle trussel, men han faldt helt fra hinanden til sidst. Tre bogeys  på de sidste fem huller – udover at han ikke udnyttede 18. hul, som ellers var en stor birdie-mulighed – rykkede nordmanden tilbage til resten af forfølgerfeltet. Helt galt gik det da Hovland missede et pærelet 60 centimeter par-putt på 17. hul, og dermed vekslede en udelt andenplads til en femdelt andenplads. En forskel på godt 350.000 $ i præmiepenge. Det er vist det man kalder ‘dyre lærepenge’.

Der er mange grunde til ikke at bryde sig om Patrick Reeds personlighed, men man må beundre hans mentale styrke. Efter et døgn med massiv kritik på de sociale medier efter endnu en regelsituation lørdag, som så ‘mærkelig ud’, men blev 100 % godkendt af PGA Tours dommere, var Reed helt kold og dybt fokuseret på at køre sejren i hus. Han synes at trives allerbedst i orkanens øje. Ikke nogen dårlig egenskab i en sport, hvor mental styrke er ligeså vigtigt som at slå gode slag.

Hold øje med Zalatoris

Svenske Henrik Norlander fik med en 69’er også andel i andenpladsen, sammen med Tony Finau, Xander Schauffele og Ryan Palmer, mens Korn Ferry Tour-spilleren Will Zalatoris igen imponerede i et stærkt felt med en andel i syvendepladsen. Zalatoris har spillet otte PGA Tour-turneringer, og har fire top10 placeringer, bl.a. en sjetteplads i US Open sidste år. Han har opnået et Special Temporary membership af touren, men er fortsat afhængig af invitationer. Sådan en har han også i næste uges Waste Management Phoenix Open, og han ligner en spiller, der kan vinde inden vi aner det.

Arrangørerne af denne uges European Tour afdeling i Saudi Arabien kan i øvrigt fryde sig. Både nummer et, Reed, og to af spillerne på andenpladsen, Hovland og Finau, tager direkte til Mellemøsten  for at forgylde feltet dér.

Foto: Getty Images

Forrige artikelSikker sejr til Casey – men Rasmus var dagens bedste
Næste artikel10 ÅRS SAMARBEJDE I GOLFRING FORTSÆTTER
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.