Golfklubberne i Skive, Aars, Hvalpsund, Morsø, Løgstør, Harre Vig, Hjarbæk Fjord, Jammerbugten og senest Nordvestjysk har i 2020 haft en aftale om et samarbejde (Golfring Limfjorden), hvor klubbernes medlemmer for et beskedent merkontingent på 900 kroner har kunnet spille frit på hinandens baner.
Steen Krarup, initiativtager til ordningen og formand for ordningens Styregruppe gennem 10 år, fortæller at formålet med dette golfsamarbejde er dels et forsøg på at bedre indtjeningen for de involverede klubber, dels at give medlemmerne et ekstra medlemsgode.

Evaluering
De 9 klubber har gennemført en evaluering og alle er – med forskellig vægtning – enige om, at ordningen er et stort medlemsgode for de medlemmer, der gerne spiller mange runder på fremmede baner, at ordningen giver større udveksling på banerne og dermed inspiration til udvikling af eget anlæg, og at der er en fælles økonomisk gevinst.
Ordningen betyder for deltagerne også, at det altid er nemt at finde en anden bane uden merudgift, når ens egen bane er optaget af turneringer eller andre aktiviteter.
Det er også en erfaring, at de – der er med i ordningen – ofte ”trækker andre med” til en højere pris.
Samtlige deltagere gav udtryk for stor glæde over, at golfsporten stadig kan dyrkes i perioder, hvor stor set alle andre sportsgrene er lukket ned.

Ordningen fortsætter med de samme 9 klubber i 2021
Nordvestjysk Golfklub kom med for et år siden, da muligheden opstod efter Volstrup Golfcenters udmeldelse.
Ordningen har i 2020 haft over 1.400.000 kr. til fordeling mellem klubberne. Dette er en stigning på ca.150.000 kr. i forhold til de senere år. Den økonomiske topscorer er Hvalpsund efterfulgt af Harre Vig og Hjarbæk.
I 2015 blev ordningen suppleret med en Veteran Holdturnering for herrer over 60 år og i 2018 udvidet med en tilsvarende dameturnering. For ikke at konkurrere med Regionsgolf turneringerne har klubberne valgt at gennemføre indledende runder i april og august samt slutspil i september, hvor regionsgolf primært afvikles i maj-juni.
Turneringen har fra starten været en succes med stor deltagelse. Der blev i 2020 spillet i 4 herrerækker og 1 damerække med tilsammen 45 hold. Turneringen blev på grund af Corona situationen lidt amputeret sidste år, hvor forårsdelen af turneringen blev aflyst. Derudover gennemføres normalt både et forårs- og efterårstræf med en kamp om vandrepokal mellem klubberne og samtidig en enkeltmandsturnering for alle spillere, der er med i ordningen.
 Adobe Photoshop CS6 (Windows)

Erfaringer fra de første 10 år

Ordningen har nu været i kraft siden 2011 – de første to år med 5 klubber. Siden da er ordningen vokset til 9 klubber, som styregruppen har fastsat som det højeste antal.
I 2020 har medlemmer af ordningen gennemført 19.678 besøg, svarende til gennemsnitligt 12-13 besøg på fremmed bane for hvert medlem. Alt dette for en ekstra kontingentbetaling på kun 900 kr.
Hverveprocenten har varieret fra klub til klub med Skive Golfklub med den højeste – svarende til 57 % af klubbens fuldtidsbetalende medlemmer over 18 år. Hverveprocenten svinger en del fra klub til klub. I starten var ca. 17 % af de fuldtidsbetalende medlemmer med i ordningen, men efter et par år kom man op på 25 %, og nu er i gennemsnittet for klubberne på godt 39 %. Det er langt over de i 2011 forventede 25%.
Alle klubber har været glade for ordningen og den større udveksling.

Fastholder medlemmer og tiltrækker nye
Klubberne er enige om, at ordningen gør det nemmere at fastholde egne medlemmer – ”more value for money” – og at den også er med til at tiltrække nye medlemmer.

Øger omsætningen
Som bonus effekt har ordningen skabt mere liv i klubhusområderne samt øget omsætningen i klubbernes caféer og golfbutikker. På disse områder har klubberne forskellige ordninger – nogle klubber driver selv disse forretningsområder, andre steder er der tale om bortforpagtning, men under alle omstændigheder kommer en øget omsætning klubberne til gode i den sidste ende.
Økonomisk udligningsordning – og et stort medlemsgode
Klubberne har en økonomisk udligningsordning, hvor de klubber, der har flest besøg, også får de største indtægter. Bevæggrunden for at gå med i ordningen har været forskellig – nogle klubber har vægtet det store medlemsgode højest, andre klubber ser en øget indtægt, som det største gode. Det er de 9 fortsættende klubbers umiddelbare vurdering, at det er en ”win-win” situation.

Forrige artikelSikker Reed-sejr på Torrey Pines
Næste artikelTirsdagsanekdoten ser – igen – på Patrick Reed
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.