Op til jul kommer en af årets mest triste nyheder: Skjoldenæsholm Golfklub lukker ifølge golf.dk , der citerer formanden, Rune Nørgaard, for, at det er endelig slut.

Situationen har været vanskelig længe. Forslag, der kunne have betydet forbedret økonomi, er blevet forkastet af kommunen. Bortset fra to medarbejdere har alle ansatte været opsagt til nytår i flere måneder. Der har været medlemsflugt, og nu er situationen så dårlig, at der end ikke var fornuft i at indkalde til generalforsamling for at opløse klubben. Man regner nu med at modtage en konkursbegæring fra de to sidste ansatte, så de kan få løn i deres opsigelsesperiode.

Medlemmerne og baneejeren har ikke kunnet enes om løsninger, der fx kunne tage sigte på at bevare den ene af de to baner, Old Course fra 1992, og Robert Trent Jones Jr.-banen fra 2005-06.

Titusindvis af greenfeespillere har nydt de to baner, hvor man har kunnet høre liflig klokkeklang fra sporvejsmuseet umiddelbart ved siden af, så det bliver et stort savn, og klubmedlemmerne skal ud at finde nye klubber, men dem er der rigeligt af indenfor kort afstand.

Forrige artikelThomas Bjørn og Michael Calvins ’Mind Game – kunsten at vinde i golf’ er udsendt på dansk
Næste artikelDe 10 bedste golfhistorier i 2019 #10
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.