Man kan altid diskutere, hvor stærkt besat danske mesterskaber er i forhold til tidligere, men man kan godt forsvare at hævde, at de kommende tre dages DM i hulspil på Hedeland GK er det stærkeste nogensinde.

Mere end 50 spillere har plushandikap hos herrerne, og ingen er ude i verden for at spille internationalt, som det ellers altid er tilfældet. Det er let at nævne favoritter som Anders Ejlersen (vinder af DM slagspil 2019/ billede), Jacob Skov Olesen, Nicolai Tinning og Steen Tinning (!), men i hulspil skal man være på toppen i hver eneste runde, så en enkelt off-day vil betyde farvel; og der er bare en sværm af talenter, der lurer på at bryde igennem netop i denne weekend. Hvem vil være overrasket, hvis fx Christoffer Bring, August Thor Høst, Frederik Kjettrup, som faktisk er forsvarende mester, eller andre vinder? Fra første weekend i Danmarksturneringen ved vi også, at nogle spillere er i topform, og man kan fx holde et øje på Marcus Wochner.

Banen er nærmest brændt af af tørken, så langtslående kan have en fordel. På den anden side er Hedeland renoveret omfattende, især når det gælder bunkers, og det kan blive en vigtig faktor i matcherne.

Også hos kvinderne er der godt fyldt op med plushandikappere, og skal vi gå efter det, er Amalie Leth-Nissen favorit foran Karen Fredgaard. Her er der ligeledes hård konkurrence bagfra. Fx fra Marie Lund Hansen, Sofie Kibsgaard, Smilla Tarning Sønderby, Nicole Lørup, Cecilie Finne-Ipsen (forsvarende mester), Stephanie Astrup og Rikke Svejgaard, men her har vi desuden et ekstra øje på spillere som Alberte Thuesen og Sarah Skovgaard Bils.

Herrerne slår ud på første runde fra kl. 7, mens damernes første runde indledes kl. 11.16. Herrerne fortsætter med anden runde fredag eftermiddag, mens damernes anden runde indleder spiller kl. 7 lørdag.

 

Forrige artikelCappelen skal kæmpe for cuttet
Næste artikelPoulter i storform
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.