Hvad der længe lignede en turnering med mange heste omkring truget, ændrede sig i løbet af tredje runde til en turnering, men én klar vinderfavorit, som er stukket af fra feltet.

36-årige Brendan Steele startede tredje runde af Sony Open in Hawaii på delt førsteplads med den unge australier Cameron Davis i -6, fulgt af ni spillere bare et slag efter. Både Steele og Davis lavede bogeys på både 3. og 4. hul og forsvandt hurtigt fra første side af leaderboardet, men mens Davis aldrig rigtigt genfandt rytmen, hankede Steele op i sig selv. Han fik straks en birdie på 5. hul og da hans fremragende putter (han fører ugens puttestatistik klart) sikrede ham en eagle på 9. hul var han tilbage hvor han startede, på delt førsteplads, nu med Bo Hoag og en brandvarm Kevin Kisner, der gik ugens hidtil bedste runde i 64 (-6) i den stadig kraftige, men dog aftagende blæst over Oahu på Hawaii.

Yderligere fem birdies fulgte for Steele på bag9, hvor han endda havde yderligere to putts, der kælede sig forbi hulkanten. Han sluttede af med tre birdies i træk for en tangering af Kisners 64’er og -12 totalt, og tager dermed en tre slags føring med sig ind i finalerunden i nat dansk tid.

Genfundet fokus

Også australske Cameron Smith, der var tredjemanden i førerbolden, sluttede af med tre birdies, og klemte sig med en 66’er forbi Kisner, så de tre udgør nattens førerbold.

Lidt længere tilbage lurer unge Collin Morikawa,og de to rutinerede ræve, Webb Simpson og Ryan Palmer i -7. Fælles for dem er, at de er tvunget til at levere en lav finalerunde og samtidig skal de håbe på, at Steeles putter bliver kold.

Brendan Steele har tre sejre på PGA Tour, de to seneste faldt i Safeway Open i 2016 og 2017 (2017-18 sæsonen), siden da er han dumpet fra en plads som nummer 35 på verdensranglisten til 403. Han blev far kort tid efter seneste sejr i Safeway Open, og hans liv fik simpelthen et nyt fokus. Sådan som Steele har spillet de tre første runder kunne noget tyde på, at han igen har fået sit fokus rettet mod golfspillet.

Foto: Getty Images

Forrige artikelKing Louis til tops
Næste artikelGrace vandt South African Open
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.