Selv ikke et hole-in-one var nok til at den forsvarende mester, Louis Oosthuizen, kunne holde fast i sin føring i South African Open på Randpark GC i Johannesburg.

Det blev i stedet Brenden Grace, som trods en bogey på 2. hul, der strøg til tops i verdens næstældste åbne golfturnering. Grace startede runden på fjerdepladsen, tre slag efter ‘King Louis’, men den forskel fik han indhentet allerede på 5. hul efter birdie-eagle-birdie overfor Oosthuizen, der lavede par efter par efter par.

Engelske Marcus Armitage faldt stille og roligt fra, og Grace bragte sig to slag foran med  birdies på 7. og 9. Så var det at et kæmpe jubelbrøl fra 8. hul markerede at Louis Oosthuizen havde brudt sin par-stime. Hole-in-one! og så var de to sydafrikanske stjerner helt lige.

Lille dansk fremgang

På bag9 lod Grace dog ikke Oosthuizen komme i nærheden. Med fire birdies i træk fra 11.-14. hul skabte Grace et forspring, som Oosthuizen ikke kunne indhente. Han lavede kun en birdie på bag9, og sluttede i -18, tre slag efter Brenden Grace. Med en birdie på sidste hul sikrede Armitage sig akkurat tredjepladsen alene i -16.

Både Jeff Winther og Joachim B. Hansen gik 4. runde i 2 under par. Winther sluttede med fem birdies og tre bogeys, Hansen med en bogey og tre birdies, og det blev til en lille fremgang til hhv. 36. og 45. plads i hhv. 7 og 6 under par.

Foto: Getty Images.

Forrige artikelSteele med tre slags føring
Næste artikelDramatisk afgørelse på Sony Open
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.