På en dag, hvor spillet ikke fungerede, og hvor regnen generede den ‘glade California-dreng’, som han kaldte sig selv, lykkedes det alligevel længe for 36-årige Brendan Steele, at holde fast i den tre-slags føring i Sony Open, han havde opbygget lørdag aften. Men ikke længe nok.

De nærmeste konkurrenter holdt sig til, men formåede ikke at sætte det afgørende angreb ind, så en runde i par så ud til at ville være nok for at Steele kunne tage sin fjerde PGA Tour sejr. Tilbage var egentlig blot at holde par til sidst, og det mislykkedes. Og da Steele til allersidst gav åbningen, slog Cameron Smith til.

Kraftig regn

Hele dagen havde han, Webb Simpson og Ryan Palmer ligget og luret, uden for alvor at true Steele, som spillede solidt, uden de store fejl, men som tydeligvis blev mere og mere utryg med putteren som runden nærmede sig sin afslutning. På 17. tee stod Steele med to slags forspring og forude ventede et drilsk par3 og banens klart letteste hul. Det blev bogey på 17. hul, da det ikke lykkedes Steele at komme ind og i fra rough. Smith fik par, og fremme på 18. hul forsøgte både Simpson og Palmer at sætte et vildt angreb ind.

I silende regn, der var så kraftig, at green måtte svabres for vand mellem putts, lykkedes det ikke for Simpson at få birdie og -10 stod som føring i klubhuset. Palmers vilde satsning med 3-wood fra bunker, gik galt, men han reddede dog en bogey og sluttede -9. Det tog tre kvarter at spille hullet. Tilbage på først teestedet, senere fairway, ventede en tydeligt nervøs Steele på at få lov til at slå. Smith skulle lave eagle, måtte man forvente, og slog et skidt andetslag op i bunkeren, langt fra flaget. Herefter slog en utålmodig Steele et vildt hook, der endte helt ovre på 10. huls fairway. Efter et frit drop for ‘line of sight’ – tribunerne var i vejen – pitchede han op til et par meter. Smith slog et godt bunkerslag op til omkring to meter, og da Steele to-puttede for par, kunne den 26-årige australier iskoldt udnytte chancen og sænke sit birdieputt for -11 og omspil.

Det var en våd klud i hovedet på Steele, der godt vidste, at det ham selv, der havde svigtet da det gjaldt.

Et huls omspil

På grund af vand på green blev omspillet flyttet fra 18. til 10. hul, og der var kun tid til at spille et omspilshul inden mørket ville sænke sig over Oahu. Blev det delt, måtte spillerne troppe op igen mandag morgen og afgøre sagen.

Det havde helt klart været til Steeles fordel, at kunne komme hjem og ‘sove på oplevelsen’, men heller ikke det gik hans vej. Selvom Steele slog det bedste drive på 10. hul, lykkedes det Smith at give sig selv en god birdiechance fra rough. Fra omkring 80 meter slog Steele over green, chippede for langt og skulle putte først for at redde en par. Også det putt missede han og så havde Cameron to putts fra blot tre meter til at sikre sig sin første individuelle titel på PGA Tour. Han trillede bolden hen til hullet, og tjattede den i for sejren. Men det var begrænset hvor meget han jublede. Respekten for en god kollega, der havde fumlet da gjaldt var stor. Med sejren sikrede Smith sig 500 FedEx Cup points, der bringer ham op som nummer 5 på ranglisten.

Foto: Getty Images

Forrige artikelGrace vandt South African Open
Næste artikelTirsdagsanekdoten om en uventet, men fortjent, vinder af den norske Hedersprisen
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.