Bernhard Langer er blevet 64 år, men det nedsætter ikke hans spillestyrke. Da han for godt en uge siden vandt Dominion Charity Classic i Richmond, Virginia, var det hans 42. sejr på Champions Tour, pudsigt nok efter en irriterende serie af andenpladser tidligere i år., hvor han seks gange tidligere havde gået i førerbold i sidste runde.

Faktisk var det næsten sensationelt, at han ikke havde vundet siden marts 2020, og – endnu en gang – gik snakken om, at nu måtte det være forbi. Da han på første hul af omspillet med Doug Barron holede sit birdieputt, blev han, 64 år, en måned og 27 dage gammel, den ældste vinder nogensinde på Champions Tour. Den gamle rekord tilhørte Scott Hoch, men det var godt nok i en parturnering i 2019.

For at komme i omspil måtte han hole for birdie på 18 i sidste runde, og i interviewet bagefter viste det sig, hvor frustreret han havde været: – Det er en meget særlig sejr, som jeg har ventet længe på og adskillige gange været i nærheden af. Det har været frustrerende og skuffende, så når det endelig sker, er det helt specielt.

Langer, der har vundet 42 gange på European Tour, blev medlem af Champions Tour i 2007 og har vundet mindst en gang hvert år. Charles Schwab Cup, Order of Merit, har han vundet fem gange allerede, og med to slutspilsturneringer tilbage fører han igen foran Jim Furyk.

Barron er 12 år yngre end Langer, og Phil Mickelson, der sluttede langt tilbage i det slagne felt efter bl.a. to niere, 14 år yngre, men når man holder sig i form og har viljen, er det utroligt, så længe golfspillere kan holde deres spil intakt.

Forrige artikelGreg Normans saudiske eventyr kan blive dyrt for ET
Næste artikelBlixen Tours har egne charterfly til eventyret
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.