Amerikanerne skruer sig højere og højere op efter Ryder Cup. Efter en enkelt vellykket udgave med en rekordsejr begynder de straks at diskutere, om ikke Europa bør bede om assistance fra Sydafrika eller Australien, for ellers vil de ikke have en chance fremover!
Hybris – og det straffes normalt med nemesis!
Lad os nu se, om det amerikanske momentum overlever Rom – og når vi nu mener, at alt, hvad Stricker gjorde, var rigtigt, så kan vi konstatere, at hans captains picks ikke var afgørende. Han fik seks og valgte Xander Schauffele, Scottie Scheffler, Jordan Spieth, Tony Finau, Harris English og Daniel Berger, mens han udelod spillere som Patrick Reed, Kevin Na, Billy Horschell og Phil Mickelson, der i stedet blev kaptajn. Tre af de seks scorede under 50%. To af dem var holdets bundscorere. I alt scorede de 13/20 og var bestemt ikke afgørende.
Harington havde tre picks og valgte Lowry, Garcia og Poulter. De scorede 5/10 og var med 50% temmelig meget bedre end gennemsnittet. Til gengæld kan man nu konstatere, at Matthew Fitzpatrick efter at have spillet to Ryder Cup stadig har sit første halve eller hele point til gode, og at der var to nulscorer mere på holdet: Wiesberger – det var lidt tilfældigt – og Paul Casey, der kun i sjældne glimt lignede en topspiller.
Hvem skal så forstærke det europæiske hold i Rom? Der tales om Robert MacIntyre, brødrene Højgaard og Thomas Detry, ligesom Hovland skal finde sig selv og især sin putter. Rahm og McIlroy giver sig selv, og så får vi ellers se om to år.
Så må vi finde også et passende navn på et europæisk pendulslag. Vi har det ikke så godt med ‘The wipe out at Whistling’ eller ‘The slaugter at the Straits’.
Gettys billede viser en euforisk Xander Schauffele med sin hustru, men lad os straks fastslå, at de amerikanske spillere bare var glade og fair. Det er journalisterne, der nu går helt amok.
