Hvad gør golfbegejstrede amerikanske fjernseere, når en PGA-turnering slutter lørdag, så de er hjemløse søndag aften?

Egentlig synes Tirsdagsanekdoten, at de skulle have set afslutningen på LPGAs turnering i Boca Raton, for den var dramatisk spændende, til Danielle Kang havde brændt sit birdieputt på sidste hul. Måske kan man sige, at samme Kang virker seerdræbende med sit tidsforbrug før selv de allerkorteste putts – det slår selv Kevin Na og lignende PGA-spillere – og det kunne så søndag aften få tv-seerne til at skifte til den højst overraskende dækning af sidste runde – af to – af APGA Tour Farmers Insurance Invitational, spillet på Torrey Pines’ North Course.

Mini Tours findes over hele USA, men naturligvis først og fremmest i de stater, der har et varmt klima, så mange spillere med drømme om at slå sent igennem spiller dem. De har små indskud og beskedne præmier, men af og til kan de holde spillere i live længe nok til, at de får en chance, der kan bruges til noget, på Korn Ferry Tour eller endog PGA Tour.

Søndagens tv-debut på landsdækkende tv betød, at præmierne fik et vældigt skub opad. For første gang gang var der 30.000 $ til vinderen og en samlet præmiesum på 100.000 $. Desuden blev hele afviklingen præcis som på PGA Tour med elektroniske scoretavler, skiltebærere med scorere for hver enkelt bold, og en dommer ledsagede hver eneste bold.

Turneringen blev vundet af Landon Lyons -5 foran Tim O’Neill -2.

O’Neill er interessant, fordi han som 49-årig har skrottet håbet om at komme på PGA Tour, men arbejder målbevidst på at kunne kvalificere sig til Champions Tour, når han bliver 50.

Mini Tours er turneringer på niveauet under PGA og Korn Ferry Tour og svarer nærmest til ECCO Tour, der ligger under DP World Tour og Challenge Tour. ECCO Tour er en sikker fødekæde opad og har også haft tv-transmitterede runder, om end ikke på landsdækkende niveau i USA, men de er faktisk bedre organiseret og har normalt bedre præmier end de amerikanske mini tours – og hvor Tim O’Neill kæmper som 49-årig, havde ECCO Tour for nogle år siden Steen Tinning, der i 2012 – året, hvor han fyldte 50 – blev Rookie of the Year på ECCO Tour.

De kan ikke lære Flemming Astrup (billedet) noget derovre, men hvorfra har de egentlig fået deres inspiration?

Forrige artikelLydia Ko på toppen
Næste artikelAsian Tour offentliggør The International Series
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.