Siden det i efteråret blev kendt at Greg Norman skulle stå i spidsen for LIV Golf Investments og arrangere ti turneringer på Asian Tour, har man spekuleret på hvordan formatet for turneringerne ville blive – og ikke mindst om turneringerne vil kunne tiltrække den stribe af internationale stjernenavne, som Greg Norman har fisket efter.

To dage inden starten på Saudi International i Jeddah kunne Asian Tours commissioner Cho Minn Thant og Greg Norman så løfte af sløret for hvad der er i vente.

Turneringsserien for navnet The International Series, og startskuddet lyder 3.-6. marts, hvor Black Mountain Golf Club i Thailand er vært for The International Series Thailand med en samlet præmiesum på 1,5 mio. $.

Næste afdeling bliver spillet på Centurion Club i London fra 9.-12. juni med 2 mio. $ i puljen, og til efteråret følger så de næste otte turneringer på baner i Korea, Vietnam, Indonesien, et endnu ikke fastlagt sted (eller steder) i Mellemøsten inden afslutningen i Kina, Singapore og Hong Kong.

LIV Golf Investments skyder 100 mio. $ i turneringerne, som de kontraktligt har forpligtet sig til at afvikle over en ti-årig periode med ti turneringer om året.

Formatet for turneringerne og måske allervigtigst hvilke spillere man forventer at få til at deltage offentliggøres i løbet af kort tid, skriver Asian Tour på sit website.

Foto: Paul Lakatos/Asian Tour

Forrige artikelTirsdagsanekdoten om TV fra minitours
Næste artikelStyrkeprøver på flere niveauer
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.