Selv om Jyske Bank Danish PGA Championship – presented by FREJA var mærkværdigt anonym undtaget på tv, var der alligevel meget at bemærke for de få pressefolk, der trods alt var til stede på HimmerLand.

Især fordi man ikke kunne følge spillet på banen, var der bedre tid til at se, hvad der ellers skete på HimmerLand, der bliver bedre og bedre som destination for hele familien, men hvor der også hele tiden sker nyt på banerne.

Spændende er det fx, at der på fredag indvies et nyt hul 8 på Old Course. Et fascinerende par-3-hul, der kræver en carry på 100-148 m for at komme over søen.

Nyt hul 8 på Old Course

Desuden arbejdes der intenst på at få den 6 hullers Academy Course, der ombygges totalt, færdig. Banen tegner flot, men den bliver formentlig ikke færdig til at spille på i år. Alligevel vrimler det med mennesker forbi den golde jord, hvor man kan se formerne på den nye bane, og hvor skal alle de mennesker så hen?

Jo, de skal ned til bredden af Sjørup Sø, hvor man kan bade, og hvor der står noget, der ligner en tønde, men det er faktisk en sauna.

Sauna på Sjørup Søs bred.

En person, man altid løber ind i på HimmerLand, er den livsglade og farverige Bobby the Pro, som for kort tid siden ikke fik sit 40 års jubilæum pga. coronaen, men pyt! Så får han bare et 40½ års jubilæum senere på året. Ingen skal tage en festlig lejlighed fra Bobby.

Bobby the Pro har et udsat jubilæum som hængeparti

Det lykkedes trods alt at få et par sjove billeder omkring turneringen, fx dette, hvor Marcus Helligkilde og Nicolai Højgaard tjekker scorekort.

Nicolai Højgaard (tv) og Marcus Helligkilde tjekker scorekort.

Så mangler vi lige at se, hvordan Thomas Nielsen og Morten Toft Hansen sluttede den runde af, som de havde spillet på 2 timer og 50 minutter, fordi de var dagens første bold og kørte i hver deres lækre Garia golfbil.

Ballet på sidste hul. Thomas Nielsen og Morten Toft Hansen.

Ballet på højt plan!

Forrige artikel21. sejr til DJ
Næste artikelHelsingør er en værdig mesterskabsbane
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.