Spændingen er intakt inden de sidste to runder af ugens PGA turnering, Rocket Mortgage Classic i Detroit.

Mens begge de to danskere desværre igen missede cuttet, spillede to formstærke amerikanere sig i front med fremragende runder. Chris Kirk, som for et par uger siden vandt på Korn Ferry Tour, var otte under og to slag foran feltet på en fejlfri runde inden han blev et af 18. huls mange ofre og måtte notere en bogey. Han er i -12 efter en 65’er i 2. runde. Han blev indhentet af verdens nummer 6, Webb Simpson, der vandt sidst han stillede op – i RBC Heritage – og som spillede en nærmest perfekt runde golf.

Indtil 16. hul havde han ramt alle fairways og alle greens og var 7 under par for runden. Så slog han i greenbunker på 16. hul, men holede sit bunkerslag derfra for endnu en birdie. Han var tæt på birdie nummer ni på 17., men måtte nøjes med par og så missede han sin eneste fairway på 18., hvor han dog fra fairwaybunker slog op midt i green og to-puttede for en bogeyfri runde i 64 slag.

Langt fra cuttet

Et slag efter følger imponerende Bryson DeChambeau, der har følgeskab af unge Matthew Wolff, som i denne uge for præcis et år siden vandt sin første turnering som pro, 3M Open. Også en fejlfri Mark Hubbard og Ryan Armour, der lavede hole-in-one på 5. hul (hans 14.) og Richy Werenski, som var en hulkant fra at komme i delt føring, ligger i -11. Yderligere et slag efter følger Kevin Kisner og østrigske Sepp Straka, og kigger man lidt længere ned, så skal man absolut ikke afskrive f.eks. Matt Wallace, Doc Redman og Tyrrell Hatton (-9) eller Viktor Hovland og Pat Perez (-8).

Sebastian Cappelen var aldrig i nærheden af cuttet, men Lucas Bjerregaard fik en fin start med to tidlige birdies inden dobbeltbogeys på 7. og 9. hul ødelagde hans muligheder. De sluttede side om side hele seks slag fra cuttet, der faldt på -5.

Foto: Rickie Fowler klarede sit første cut siden genstarten, og Webb Simpson fører. (Getty Images)

Forrige artikelBornholm er klar til turistboom!
Næste artikelWolff stormer i front
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.