Cazoo Open de France spilles på Ryder Cup-banen fra ’18, Le Golf National, og sidste år blev Rasmus Højgaard nummer to i turneringen. Han bejler også til en topplacering i år efter et ganske godt udlæg. Han er 5 under par efter en runde, der var bogeyfri, men ikke helt fejlfri.

Også Thorbjørn Olesen kom rundt under par – 69/-2 – mens John Axelsen ligger i -3, og han mangler stadig en håndfuld huller.

Martin Simonsen og Christoffer Bring er i 70 (-1), hvilket p.t. rækker til 50. plads, og Jeff Winther må ærgre sig over en vandgang og dobbeltbogey på det notoriske 18. hul, der betød en runde i par. Søren Kjeldsen er +1 efter en 72’er. Oliver Hundebøll er i +2, men mangler nogle huller. Cuttet er således fortsat indenfor rækkevidde for alle danskere.

I toppen ligger gæsten Tom Kim fra Sydkorea, som primært spiller sin golf i USA, i -7, side om side med veteranen Matthew Southgate, der stadig har masser af huller at gøre godt med.

Bemærk 15-årige Hugo Le Goff, en fransk amatør, som gik 4 under uden en bogey på kortet, og veteranen David Howell, som tangerer Miguel Angel Jimenez’ rekord med 721 turneringer på DPWT, men som er i +3 og skal levere noget spektakulært for at få weekenden med.

Challenge Tour i Schweiz

Challenge Tour er i Schweiz til Swiss Challenge på Golf Saint Apollinaire, der faktisk ligger i Frankrig et par kilometer fra den schweiziske grænse. Her er Rasmus Neergaard-Petersen startet flot ud med en runde i 5 under par, hvilket placerer ham på en femteplads. Bare 1 slag dårligere følger Lucas Bjerregaard og Jeppe Kristian Andersen på delt 15. plads, mens Hamish Brown er 3 under som nummer 31.

Her føres turneringen af Sam Bairstow i 8 under, men der også her stadig spillere på banen.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelSvensker gik birdieamok og vandt Great Northern Challenge
Næste artikelEmily Pedersen skal spille foursome
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.