Thorbjørn Olesen har valgt at sidde over i den sidste uge op til The Open, så han er ikke med i feltet, når Aberdeen Standard Investments Scottish Open spilles i denne uge på The Renaissance Club i North Berwick (foto). Det er en relativt ny bane, designet af Tom Doak, og lidt anderledes end de baner, der traditionel spilles Scottish Open på. Den har linkspræg, men er meget andet og mere end en traditionel linksbane.

Thomas Bjørn, Jeff Winther, Joachim B. Hansen, Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard er med, og Lucas er de første to dage sat i bold med Graeme McDowell og Matt Kuchar, så skulle garantere tv-tid. Forhåbentligt var sidste uges missed cut blot en forbigående smutter.

Feltet er stærkt, da flere af de amerikanske profiler benytter turneringen til at forberede sig til The Open. Justin Thomas, Kevin Kisner og Rickie Fowler er med, ligesom Rory McIlroy, Matthew Fitzpatrick og Henrik Stenson.

Viasat Golf/Viaplay sender fra kl. 11.30 torsdag-fredag og fra kl. 16 i weekenden.

Unge løver

For en gangs skyld er ugens PGA Tour turnering, John Deere Classic, ikke lige så stærkt besat. Michael Kim er forsvarende mester, og den tidligere The Open vinder Zach Johnson spiller med, da han dels er fra området, dels sidder i organisationskomiteen. Sammen med 12 andre spillere, der er kvalificeret til The Open tager han i et specielt chartret fly til Nordirland mandag morgen, og de får måske følgeskab af én mere, da der er én plads i The Open på højkant til den bedst placerede spiller i Top5, som ikke i forvejen er kvalificeret.

De unge løver med sidste uges vinder Matthew Wolff i spidsen er med i den fortsatte jagt på et fuldt PGA Tour-kort for næste sæson, så glæd jer til et gensyn med Collin Morikawa og norske Viktor Hovland, Doc Redman og forrige uges vinder Nate Lashley. GOLFTV sender alle fire dage. Torsdag-fredag fra kl 22 i samsending med Eurosport2, og fredag-lørdag fra kl. 19. Alle fire dage er der desuden featured groups på GOLFTV fra kl. 14.00/15.30.

Emily ene dansker

LPGA Tour byder på et stjernebesat felt til Marathon Classic med Lexi Thompson, Minjee Lee Jeongeun Lee6 i spidsen. Emily K. Pedersen er eneste danske islæt i turneringen, og hun har i den grad brug for et godt resultat. Følg hende på Viasat Golf alle fire dag fra kl. 22.30/21.00.