På sydsiden af Mariager Fjord finder vi bane med en af landets smukkeste beliggenheder. På ejendomsmæglersprog en ren femmer.

Af Peter Bugge

Der er de golfbaner, man har glemt i samme øjeblik, man forlader klubbens parkeringsplads. Og så er der de baner, der gør uudsletteligt indtryk. Mariagerfjord Golfklub hører i den grad til sidstnævnte kategori.

Det skyldes først og fremmest den eminente beliggenhed i bakkerne ovenfor den fjord, klubben er opkaldt efter. Fra det store, flotte klubhus er der imponerende udsigt over vandet og den nærliggende by, Hadsund. På ejendomsmæglersprog: En ren femmer.

Området har for øvrigt altid været eftertragtet. Da golfbanen skulle anlægges, blev her gjort fund fra bronzealderen, og arkæologer fra Randers Museum kunne fastslå, at et langhus tidligere lå, hvor klubhuset ligger i dag. Der er fundet spor af andre langhuse på området, og søen ved 9. hul fungerede dengang som køkkenmødding.


Fældede 220.000 træer

Arbejdet med at anlægge banen gik i gang i 2006, hvor arkitekten Michael Traasdahl Møller måtte slå sine første streger gennem et hav af træer. Inden her var tænkt på golfbane, var området nemlig dækket af skov, og der skulle fjernes intet mindre end 220.000 træer for at skabe plads til klubbens 18 huller, der blev indviet 1. september 2007.

Det har resulteret i en interessant og udfordrende delvis skovbane, hvor særligt 16. hul definerer hele anlægget. Det er langt – og fairway sine steder ultra smal, faktisk noget af det smalleste, undertegnede nogensinde har spillet. Mariagerfjord fordrer altså præcision, men mine vildfarne bolde er alligevel altid til at finde blandt træerne.

9. hul er et smukt par3-hul hen over en sø, der i bronzealderen fungerede som køkken-mødding.

Det er dog ikke en ren skovbane, de første par huller er mere park-agtige. Og vi får den flottest tænkelige start allerede på 1. hul – med den fantastisk udsigt over fjorden. Den mødes vi af flere gange på runden, men på især 9. og 18. huller, der begge ender ved klubhuset, er ualmindeligt smukke.

Da jeg inden besøget kigger baneguiden igennem, slår det mig, at banen med sine knap 5.600 meter må høre til i den lettere ende, men det er ingenlunde tilfældet. Godt nok er der ikke meget rough, men til gengæld som nævnt et hav af træer. Og mange af hullerne er så lange og smalle, at det kræver fuld kontrol over driveren, hvis man skal slippe derfra med point på kontoen.

På flere huller er der store niveauforskelle, der også er med til at hæve sværhedsgraden, og de store – og som oftest ondulerede – greens er godt beskyttede af bunkers i hobetal. Greens var ved vores besøg hårdt prægede af svampeangreb, men de har normalt ry for at gode og hurtige. Og i det hele taget var anlægget meget velplejet.

Populær restaurant
Efter runden kan vi igen nyde den bjergtagende udsigt med en kold øl i glasset på klubhusets terrasse, hvor der selvfølgelig er panorama-view over fjorden.
Klubben driver selv stedets restaurant, men vi har desværre ikke tid til at teste spisekortet denne dag. Det skulle ellers være godt, og restauranten tiltrækker masser af selskaber – langt de fleste er faktisk ikke golfspillere. Især trækker den populære søndagsbuffet som regel fulde huse.

Mariagerfjord Golfklub oplever ligesom de fleste andre klubber en stigende medlemstilgang i disse år. Men der er også god plads, da klubben kun har omkring 500 medlemmer. Det ville næppe være nok til at drive og vedligeholde så smukt et anlæg, men klubben er velsignet af rigtig mange greenfee-gæster – omkring 10.000 finder hvert år vej til banen på sydsiden af fjorden.

En god del af gæsterne kommer via konceptet Golf&Gourmet. Det er et samarbejde med nærliggende Hobro Golfklub og Volstrup Golf Center og går kort fortalt ud på, at man først booker et af tre lokale hoteller og så vælger mellem de tre baner. Plus – som navnet antyder – nyde en god middag. Alt sammen til en meget fornuftig pris. Et af de medvirkende hoteller er for øvrigt idylliske Aa Mølle, der ligger i vandkanten lige neden for golfbanen.

Der er rigtig mange fine ting af fremhæve ved Mariagerfjord Golfklub. Men de tre vigtigste er: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Og læg hertil en hyggelig atmosfære, dejlig restaurant og ikke mindst en glimrende golfbane, så har du opskriften på en succes. Vi forstår i hvert fald godt, at så mange greenfeespillere lægger vejen forbi igen og igen. Vi kommer helt sikkert også tilbage.

FAKTA
Mariagerfjord Golfklub
18 hullers bane, par 71
To teesteder: Gul og rød

9-hullers par3-bane, par 71

Greenfee: 450 kr. alle dage
Mulighed for dagskort til 18 huller: 600 kr
Leje af buggy: 250 kr

Mariagerfjord Golfrestaurant har åbent alle dage fra 12-21.