Det kan blive en voldsom oplevelse, når Scottish Open skal spilles i oktober måned i stedet for i juli som optakt til The Open. Man må håbe, at vejret viser sig fra sin pænere side i denne uge på The Renaissance Club i North Berwich, hvor det er lykkedes at samle et stærkt felt til turneringen, som jo er en af de store Rolex Series turneringer.

Syv danskere er med; Rasmus Højgaard står overfor endnu en styrkeprøve, hvor han skal måle sig med de bedste, og udover ham er det Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen, Thomas Bjørn, Joachim B. Hansen, Jeff Winther og Søren Kjeldsen. Ni spillere fra verdens Top50 er med, blandt dem Tommy Fleetwood (Billedet), Matthew Fitzpatrick, Bernd Wiesberger og Lee Westwood, og ikke færre end 39, som har vundet på ET inden for de seneste to sæsoner.

V Sport Golf/Viaplay sender 12.30 til 18.30 alle dage undtagen lørdag, hvor man sender fra kl. 13, og Michael Lermark, Jesper Kjærbye og Henrik Knudsen kommenterer.

Nicole på banen igen

Det er også V Sport Golf/Viaplay, der viser LPGA Tours Shoprite Classic fra New Jersey. Nicole Broch Larsen har været hjemme i Danmark og lade batterierne op, men er nu med igen, og det er også Nanna Koerstz Madsen. De skal, vanen tro, kæmpe mod et meget stærkt felt med bl.a. Korda-søstrene, Brooke Henderson, Lexi Thompson, Minjee Lee og koreanerne Sei Young Kim og Sung Hyun Park. Der sendes fra 19-22 alle fire dage fra torsdag.

Cappelen skal følge op

PGA Tour byder på Sanderson Farms Championship fra Country Club of Jackson I Mississippi. Her er Sebastian Muñoz forsvarende mester, og sidste uges vinder, Hudson Swafford er også med. Det samme er Sebastian Cappelen, som skal forsøge at følge op på sidste uges fine 11. plads, der er hans næstbedste resultat på PGA Tour.

I feltet er spillere som sidste sæsons rookie of the year, Scottie Scheffler, Rafa Cabrera Bello, Henrik Stenson, Sergio Garcia, Sungjae Im, Stewart Cink og den formstærke Will Zalatoris, som fører Korn Ferry Tour-listen, og kommer med Top10 placeringer fra både US Open og sidste uges Corales Puntacana Open.

GOLFTV/Eurosport sender fra kl. 22-01.00 torsdag-fredag, og finalerunderne kan følges på GOLFTV lørdag-søndag på samme tidspunkter. Anders Sigdal og Mark Haastrup kommenterer.

Foto: Getty Images

Forrige artikelManassero har vundet igen
Næste artikelAraslöv Golf & Resort – En favorit hos danskerne
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.