Der blev spillet god golf, men også forbløffende meget dårlig golf på førstedagen af Presidents Cup på Medinah CC. Pudsigt nok var et af de mest opsigtsvækkende minutter et, da kaptajnerne satte de fem fourballs på plads onsdag aften.

Usædvanligt for Presidents Cup nævner den ene holdkaptajn sit par, og derefter imødegår den anden holdkaptajn med et par, han har planlagt, men ikke denne gang. Det gik hurtigt nok at få første match sammensat med Scottis Scheffler/ Sam Burns mod Min Woo Lee/ Sungjae Im, men så nævnte Brandt Snedeker sit andet par: Cameron Young/ Xander Schauffele. Det fik Geoff Ogilvy og hans vicekaptajner Trevor Immelman, Camilo Villegas og Nick Taylor til hviskende at trække sig væk i godt et minut, før de kom tilbage japanerne Hideki Matsuyama/ Ryo Hisatsune.

Det var en rigtig god ide, for japanerne førte fra 8. hul og matchen ud. Cifrene blev 2-1. Dermed udlignede de til 1-1, da Justin Thomas/ Jackson Koivun allerede havde vundet den tredje match 4-3 over Corey Conners/ Nico Echavarria. Det er bemærkelsesværdigt, at Thomas nu har spillet syv fourballs i Presidents Cup og vundet dem alle syv!

En kort overgang stod det internationale hold til at vinde 3-2, men så udlignede Scheffler/ Burns og fik nærmest matchen forærende 1-0 på 17 og 18.

I de to resterende matcher var der ikke den store spænding. Wyndham Clark/ Collin Morikawa besejrede Ryan Fox/ Adam Scott 3-2, og Tom Kim/ Si Woo Kim (billedet/ Getty) vandt med samme cifre over Chris Gotterup/ Patrick Cantlay.

3-2 til USA, som på ingen måde var overlegen, så der kan sagtens ske noget spændende i fredagens fem foursomes. Sammensætningen er ikke publiceret endnu.

Forrige artikelMange danskere har chance på Q-school i Frederikshavn – Winther nr. 10 i Paris – Kasper Nyland nr. 7 på Barsebäck
Næste artikelDet internationale hold vandt foursomes 5-0!
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.